Festival på Sydhavnen med musik, mad og magiske møder
Sydhavnsfestival på kajen i Grenaa lørdag 2. august.
Sydhavnen i Grenaa kommer til at boble af lyd, rytmer og svingninger når Liv på Sydhavnen holder festival i lørdag 2. august.
Musikken leveres af Brothers Moving, som for nylig imponerede og fyldte teltet selv på en søndag til Gjerrilds store kræmmermarked, Ida Kudo, Mr. Per and the Rhythm, MaMe, og Voodoo Party Band. Det vil sige en skøn blanding af original musik og kopibands til at levere både de sikre hits, gademusik og også det mere eksperimenterende.
Man vil på havnen blandt andet kunne købe vin, øl, kage og kaffe leveret af Cafe Bertram samt smashburgere, øl og brus af Ebeltoft Gårdbryggeri.
»De magiske møder står festivalens gæster selv for men vi hjælper dem godt på vej ved at etablere hyggelige rammer i samarbejde med Ung Norddjurs, Arresten og Kulturskolen. Derudover er der bare noget helt specielt ved den maritime stemning nær kajkanten og vandet, der indbyder til sociale og kunstneriske fællesskaber. Vi håber derfor også at festivalen er med til at belyse Sydhavnens muligheder, og at vi kan udvikle på konceptet ved at inddrage flere spændende samarbejdspartnere i fremtiden,« siger eventkoordinator Nicolai Huse Jacobsen i en pressemeddelelse.
Festivalen finder sted i tidsrummet fra klokken 13-22 på Søndre Kajgade 21 foran siloen på Sydhavnen.