»Virker jeg konfus? Giv mig sukker og ring 112«
Diabetesforeningen står sammen med Alm. Brand bag et nyt festivalarmbånd, der giver ekstra tryghed til folk med diabetes.
»Jeg har diabetes. Virker jeg konfus? Måske har jeg lavt blodsukker. Giv mig noget med sukker og ring 112. Tak.«
Sådan lyder teksten på et nyt armbåndet, som Diabetesforeningen sammen med Alm. Brand står bag. Armbåndet deles gratis ud hos samaritterne på festivalpladsen under Smukfest i uge 32 og på Mosstock Festival i den kommende weekend.
»Et lavt blodsukker kan være livstruende og misforstås ofte som beruselse. Armbåndet fortæller helt konkret, hvordan sådan en situation skal håndteres og skaber dermed større tryghed for de mange mennesker, der kommer på en festival – med eller uden diabetes. Det kan være forskellen på liv eller død at vide, hvad man skal gøre, hvis et menneske med diabetes virker konfus og måske ender med at besvime på grund af lavt blodsukker,« siger Claus Richter, der er adm. direktør i Diabetesforeningen.
»Vi er stolte af samarbejdet med Diabetesforeningen om et festivalarmbånd, der tydeligt viser, at bæreren har diabetes. Armbåndet er en enkel løsning, men har potentiale til at redde liv. Som samarbejdspartner vil vi gerne være med til at sikre, at mennesker med diabetes bliver mødt med forståelse, også når de er til festival og en del af sommerens store fællesskaber,« siger Kim Bai Wadstrøm, koncerndirektør, Privat, i Alm. Brand.