Fortsæt til indhold

Taxiselskaberne opruster til Smukfest: Selskab sender 150 ekstra taxier til Skanderborg

Smukfest er årets højtid i den østjyske taxi-branchen, der sender flere hundrede ekstra taxier til Skanderborg i festivalugen.

Kultur og byliv
bo

Normalt kører der omkring 15 taxier rundt på gaderne i Skanderborg, men når Smukfest rammer byen, udfordres kapaciteten. Et af de selskaber, der opruster og sender yderligere taxier til Skanderborg i uge 32, er Dantaxi, som forventer at mindst 150 af selskabets vogne finder vej til Skanderborg for at køre festivalgæster til og fra Smukfest.

En af dem, der hvert år ser frem til festivalen, er taxivognmand for Dantaxi i Midtjylland, Ajdin Terzic, som har kørt festivalgæster under Smukfest de seneste ni år.

»Det er en kæmpe oplevelse hvert år, og både jeg og de fleste af mine kolleger glæder os. Det er afgjort et af årets højdepunkter i taxibranchen,« konstaterer han.

Selvom taxiselskaberne sender ekstra vogne til Skanderborg, kan spidsbelastningsperioder ikke undgås. Derfor har den erfarne vognmand også et par gode råd til festivalgæsterne.

Vi har desværre set eksempler på unge mennesker, der er blevet franarret tusindvis af kroner – og i nogle tilfælde udsat for endnu værre ting.
Ajdin Terzic, taxivognmand, Dantaxi

»Book i god tid og vær tålmodig. Undgå at bestille fra flere forskellige taxiselskaber til samme tur – eller både via telefon og app samtidig. Det skaber unødige frustrationer for både chauffører og kunder, når taxier kører forgæves eller har svært ved at finde deres passagerer,« forklarer han.

Han opfordrer også Smukfestgæsterne til at passe godt på sig selv og undgå de pirattaxier, som han har set en del af under de seneste års festivaler.

»Jeg må advare mod at benytte pirattaxier. Vi har desværre set eksempler på unge mennesker, der er blevet franarret tusindvis af kroner – og i nogle tilfælde udsat for endnu værre ting. Et godt råd er at sikre sig, at vognen har et tydeligt taxiskilt på taget og taxaudstyr monteret i kabinen,« understreger Ajdin Terzic.

Festivalgæsterne finder den officielle taxiplads ud for Landsbyen Sølund i Vestergade, hvor taxierne ankommer og afgår.