Oplev Randers i miniformat
Modelbaneklubben Gudenåen, der har cirka 25 medlemmer, holder åben klubeftermiddag i forbindelse med Randers Festuge lørdag 9. august, skriver klubben i en pressemeddelelse. Det sker i Jernbanegade 12B på 4. sal.
Der vil være rigtigt mange modeller af nye og gamle lokomotiver og togvogne bygget på Scandia, som i disse år forvandles til Sporbyen Scandia.
Der vil også være modeller af huse, som næsten alle tager udgangspunkt i lokale Randers-bygninger. Se for eksempel en model af Helligåndshuset, Det Gamle Rådhus, Hadsundbanens nu nedrevne station i Randers, Helstedgård, Amtmandsboligen, Højris og mange, mange flere.
Der vil selvfølgelig være mulighed for at få en snak med klubbens medlemmer og selv at prøve denne spændende hobby. Der vil være kaffe på kanden samt mulighed for at købe sodavand til børnene.
Der er gratis adgang.