Fortsæt til indhold

KærligHed(en) og kildevand: Smukfest indfører chill-out zoner uden alkohol

Smukfest har lyttet til de unge og gentænkt Kærligheden med nye aktiviteter og alkoholfrie zoner.

Kultur og byliv

Der er fuld gang i forfesten til årets Smukfest på campingområdet KærligHeden, der er det pulserende centrum for festivalens unge sjæle. De unge festivalgæster har for længst slået deres telte op, danset regndans og nyder Live Camp-koncerterne, der brager løs fra scenen.

Men de unge efterspørger også andet end høj musik og alkohol i rigelige mængder, og festivalen har lyttet til deres ønsker. Derfor har KærligHeden i år fået lidt mere kærlighed end normalt.

»Vi har det seneste år brugt meget tid på at gentænke og omdanne KærligHeden. Området er et stort hjertebarn for Smukfest. Ikke bare indleder det hele vores festival med tre opvarmningsdage, men det er også det sted, hvor rigtig mange unge mennesker har deres første festivaloplevelse. Og derfor er det sted, vi har givet rigtig meget kærlighed i år,« forklarer Trine Bang, indholdschef på Smukfest og talsperson for festivalen.

Hele søbredsarealet er blevet meget mere chill og laid back og appellerer til at få skuldrene ned og tage en slapper med hinanden
Trine Bang, Smukfest

»Mange unge er på festivalen i rigtig lang tid, og den måde, de er her på, stiller krav til, hvordan vi laver en camp. De kan jo ikke spille ølbong hele ugen – de siger i hvert fald selv, at de også gerne vil noget andet. Der har været en stor efterspørgsel efter alkoholfrie zoner på KærligHeden, hvor du kan gå hen og bare lige tage en chiller, slappe af og lade op. I år har vi derfor gjort os ekstra meget umage med at skabe nogle områder med aktiviteter, hvor der også er mulighed for at være i alkoholfrie zoner,« uddyber hun.

I år er der byttet om på mark 1 og mark to, så området nede ved søbredden er blevet mere chill, med film, aktiviteter og alkoholfrie zoner. Foto: Per Bille

Derfor har festivalen i år »byttet om« på mark 1 og mark 2. Hvor der tidligere var max gas under festen på mark 1 nede ved søbredden, er Live Camp scenen nu flyttet op bagved til mark 2, og det har givet rum til mere rolige og afslappende aktiviteter nede ved søen.

»Her kan de læne sig tilbage og se en biograffilm open air. Eller de kan sætte sig ned ved søbredden og lave perleplader. Eller få sig en snak med de seksologer, som kommer med sjove aktiviteter. Der er også silent disco og alt muligt andet. Hele søbredsarealet er blevet meget mere chill og laid back og appellerer til at få skuldrene ned og tage en slapper med hinanden,« understreger Trine Bang.

På mark 2, hvor Live Camp løber af stablen, er scenen, der tidligere var en open-air scene, nu blevet overdækket, så det er muligt at søge i læ, når vejret driller.

I år er 42 artister med på Live Camp og kæmper om at blive Live Camps Udvalgte og spille på en af Smukfests hovedscener under festivalen.

»Det er på Live Camp, man har mulighed for at opleve morgendagens stjerner. Selvom man ikke bor på KærligHeden, så er det faktisk der, at du har mulighed for at opleve de nye talenter i vækstlaget. Vi så Annika stå på Live Camp sidste år, og lave sin første livekoncert med et band – og nu åbnede hun så Roskilde i år. Så Live Camp på Smukfest er altså et sted, hvor man virkelig har mulighed for at være med fra start, hvis man skal opleve nogle af de her upcoming artister,« konstaterer Trine Bang.