Fortsæt til indhold

Frivillige inviterer indenfor på Gammel Estrup på Herregårdenes Dag

Når Herregårdenes Dag løber af stablen 17. august, kan man på Gammel Estrup møde museets frivillige, der hjælper museet med forskellige opgaver i det daglige.

Kultur og byliv
sra

På Herregårdenes Dag, hvor i alt 48 slotte og herregårde slår dørene op, kan man deltage i et væld af forskellige aktiviteter og arrangementer over hele landet. På Gammel Estrup kan man i år møde museets faste grupper af frivillige, der er knyttet til museet, skriver herregårdsmuseet i en pressemeddelelse.

»Man kan blandt andet besøge systuen, hvor de frivillige sydamer syr historiske dragter, og køkkenhaven, hvor havegruppen sørger for, at der altid er frisk frugt og grønt. I herregårdskøkkenet står køkkenpigerne klar med hjemmebagt kage og kaffe på kanden, og tre gange i løbet af dagen er der gratis rundvisninger med museets frivillige guider,« fortæller Marie Kirstine Elkjær, der er museumsinspektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum og projektleder på Herregårdenes Dag.

Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum står bag Herregårdenes Dag, som i år afholdes for syvende gang. Formålet med Herregårdenes Dag er at sætte fokus på landets slotte og herregårde, som er en væsentlig, men ofte overset, del af den danske kulturarv.

I Danmark ligger over 700 herregårde spredt som et fintmasket net udover landet. Det danske landskab er formet af og med godserne, der gennem århundreder har været den væsentligste drivkraft på landet. De store gamle hovedbygninger ligger stadig i dag i landskabet som vidnesbyrd om godsernes enorme betydning – blandt andet som nogle af de største arbejdspladser i landområderne helt ind til midten af 1900-tallet.

»Herregårdene er desværre på mange måder glemt i dag. De fleste har nok set deres lokale slot eller herregård udefra, men kender ikke stedet, historien og den store betydning, som godserne har haft gennem århundreder. Herregårdene udgør en vigtig del af vores fælles historie, og herregårdene har været afgørende for natur og kultur i ethvert lokalsamfund. Målsætningen med Herregårdenes Dag er at åbne herregårde over hele landet for et bredt publikum en enkelt dag om året og gøre opmærksom på den vigtige kulturarv, de gamle bygninger og kulturmiljøer repræsenterer,« siger Marie Kirstine Elkjær.

Herregårdenes Dag på Gammel Estrup er 17. august. Der er entré, men børn under 18 år har gratis adgang.

Man kan finde alle arrangementer over hele landet på hjemmesiden herregaardenesdag.dk.