Østjyske fodboldformænd raser over ny lov: »Det er fuldstændigt absurd«
Seks østjyske fodboldklubber frygter at ny lovgivning kommer til at kvæle foreningsdanmark.
»Det er fuldstændigt absurd.«
Sådan siger Mick Kjær, formand for Odder IGF Fodbold om en ny lov, der er på vej.
Sammen med fem andre østjyske foreningsformænd fra Vejlby-Risskov Idrætsklub, FC Skanderborg, VSK Aarhus, Brabrand IF Fodbold og IF Lyseng Fodbold advarer han i en samlet pressemeddelelse mod en ny bogføringslov, som kan få store konsekvenser for foreningerne.
Loven stiller øgede krav til klubbernes dokumentation og regnskabssystemer, og ifølge formændene risikerer den at kvæle foreningsdanmark i bureaukrati.
»Vi er blevet varskoet om, at vi pr. 1. januar 2026 skal opfylde reglerne. Det medfører en øget omkostning for den enkelte forening, i form af indkøb af et professionelt regnskabssystem. Men endnu værre er måske, at der nu igen kommer et øget pres på de frivillige bestyrelsesmedlemmer og ikke mindst kasserere, som nu skal agere, som om de er ansatte i en virksomheds regnskabsafdeling. Vel at mærke, når de kommer hjem fra deres ”almindelige” arbejde og med ildhu kaster sig over deres frivillige arbejde i de sene eftermiddags- og aftentimer,« siger Odder-formanden.
De seks formænd finder det tragikomisk, at politikerne på Christiansborg med den ene hånd hylder det danske foreningsliv og dets betydning for samfundet, hver gang de får chancen, men med den anden gør det endnu sværere at drive foreningerne.
Samtidig fremhæver de, at Trivselskommissionen for nylig anbefalede, at man afbureaukratiserer reglerne for foreningerne.
»Vi mener, at det er fuldstændigt absurd, at man ikke kan finde plads til dispensationer for idrætsforeninger og folkeoplysende foreninger generelt. Vi opfordrer derfor til, at politikere med lynets hast kaster sig ind i denne vigtige kamp og straks får indført undtagelser, så vi ikke endnu en gang belaster det foreningsliv, vi alle siger, vi har så kært,« anbefaler Mick Kjær.
De seks foreninger peger ydermere på, at en undersøgelse, foretaget af Kulturministeriet i 2022, viste at de bureaukratiske byrder i foreningsarbejdet, er et kæmpe problem.
Hele 46 pct. svarede her, at de har overvejet at trække sig fra deres frivillige arbejde, og for halvdelen af dem gælder det, at det skyldes for meget administrativt arbejde.
Dengang lød reaktionen fra daværende Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S): »Det gør mig trist at høre, at byrderne får frivillige ildsjæle til at miste gejsten. Vi er nødt til at gøre noget ved problemerne.«
»Desværre er det primært skåltalerne om vigtigheden af Foreningsdanmark, der præger billedet snarere end konkrete initiativer, der kan hjælpe,« konstaterer klubberne.