Blå Sol-duoen er Årets Randersborgere: »Det er til at få tårer i øjnene over«
Årets Randersborger er Ronnie Bach Nielsen, iværksætter og medstifter af DanDomain, og tv-værten Christian Degn.
Prisen Årets Randersborger 2025 går til Ronnie Bach Nielsen, iværksætter og medstifter af DanDomain, og Christian Degn, journalist og tv-vært.
Sammen har de stået bag festivalen Blå Sol.
Christian Degn og Ronnie Bach hædres for at have samlet hele byen om noget, der i udgangspunktet bare var en drøm om en festival. Drømmen blev til endagsfestivalen Blå Sol, og første udgave i 2025 endte med at sælge over 9.000 billetter og samle 800 frivillige. Ifølge en Infomedia-rapport skabte festivalen en medieomtale svarende til 8,8 millioner kroner.
Så selv op til dem
For Christian Degn handler det ikke om tal. Det handler om noget større.
»Det er jo fællesskabets triumf, at det her er lykkedes. På tværs af alle mulige leder og kanter i byen har folk bakket op, og der er opstået nye venskaber og en ny måde at være sammen på i Randers,« siger han.
Da han vendte hjem til sin barndomsby efter 17 år i København, havde han en idé. En festival i naturen. En kærlighedserklæring til Randers og oplandet. Det var ikke en forretningsplan, men et kald. Nu står han og barndomsvennen med en pris, som tidligere er blevet givet til navne, han selv så op til som barn.
»Det er stort. Jeg skal lige tage det ind. Når jeg kigger på listen over dem, der har fået prisen før, så er det jo mennesker, jeg selv har set op til som barn. Det er virkelig rørende,« siger Christian Degn.
»Skal vi lege?»
Blå Sol begyndte som en idé, men blev hurtigt til virkelighed - netop fordi byen ville lege med.
»Det er jo til at få tårer i øjnene over, at hele byen ville lege med. Jeg var jo lidt som den nye dreng i folkeskoleklassen, der spurgte: ”Skal vi lege festival?”. Og hele Kronjylland svarede: ”Ja!”.«
Samarbejdet mellem Degn og Bach har været kernen i projektet. Hvor Christian Degn kom med idéen og sørgede for opmærksomhed, stod Ronnie Bach for troværdigheden, netværket og fundraisingen.
»Ronnie har stået med al sin troværdighed og erfaring som leder og kendskab til især byens erhvervsliv. Det har jo været med til at gøre, at vi kunne starte med at samle alle de penge, der gjorde det muligt. Og så begyndte folk at tro på det,« siger tv-værten.
De to har arbejdet frivilligt hele vejen. Uden løn. Uden garantier. Men med en fast tro på, at Randers ville være med, hvis nogen tog første skridt.
»Vi har bare gjort, hvad vi kunne. Nogen grinede af os, da vi præsenterede idéen. Vi fik at vide, at det havde andre prøvet før, og at det ikke kunne lade sig gøre. Men jeg har efterhånden lært, at selv umulige ting kan lykkes, hvis man holder fast i håbet og laver en plan,« siger Christian Degn.
Giv lidt mere til lagkagen
Holdet bag Blå Sol betyder alt for Christian Degn.
»Jeg har jo kigget inderkredsen i Blå Sol dybt i øjnene efter det første år og sagt ydmygt tak for, at de var med til det her. Det er noget virkelig fint, vi sammen har skabt for Kronjylland,« siger han.
Og så kommer han med den slags billeder, kun Christian Degn slipper af sted med:
»Hvis vores samfund er en stor lagkage, og vi alle sammen tror, at vi skal komme med et gennemsnitligt stykke til lagkagen, så ender lagkagen med at gå i minus. For der er nogle mennesker, der er i minus - måske ikke hele livet, men i perioder, så er de arbejdsløse, eller de er syge, eller de bokser med nogle ting i livet. Men når man er i plus, så er det sgu om at kigge på, om det er frivillighed, eller det er at bruge sin position til at tale for en god sag.«
Han er også på en mission.
»Når jeg ser, at Randers nogle gange får et dårligt fortegnet billede i offentligheden, fordi det er sjovt for andre at lave grin med os, så synes jeg, at det er der, hvor jeg kan bruge mine brede offentlige skuldre til at tale Randers op,« siger tv-værten.
Det handler om Randers
Ifølge Christian Degn har festivalen kun kunnet lade sig gøre, fordi hele byen bakkede op – kulturlivet, foreningerne, kommunen og staten.
»Det har været mere end en treenighed: frivillige, erhvervsliv og myndigheder. Kommunen og Naturstyrelsen fortjener også ros - det er jo dem, der ejer og administrerer Nordre Fælled, og de har bakket op med både medarbejdere, tilladelser og økonomi. Det har virkelig været fedt at opleve,« siger han.
Og det er netop det brede fællesskab, som Blå Sol ifølge Christian Degn handler om.
»Vi har sammen skabt noget, vi kan være stolte af. Det handler ikke om mig og Ronnie. Det handler om Randers. Om Kronjylland. Og om at tage det alvorligt, når nogen siger: ”Jeg vil noget med min by”.«
Han håber, at prisen måske kan inspirere flere til at bruge det, de har, til gavn for fællesskabet.
»Jeg håber, at flere vil bruge deres brede skuldre. Ikke bare til skat, men også til at tage ansvar. Når man har et navn eller en platform, så har man også et ansvar. Det gælder mig - og det gælder alle andre, der kan. Vi skylder at give lidt ekstra, når vi har overskuddet,« siger tv-værten.
Og så vender han tilbage til det, det hele begyndte med: håbet. Og kærligheden til Randers.
»Det her er virkelig rørende. Det betyder noget for mig, men endnu vigtigere: det siger noget om, hvad vi kan sammen i Randers,« siger Christian Degn.