Fortsæt til indhold

80'ernes tyske popikon indtog Bøgescenen med rocklæderbukser og en enkelt luftballon

Trods 65 år på bagen og en tidlig spilletid formåede 80’er ikonet Nena at levere en koncert fyldt med energi og nostalgi.

Kultur og byliv
Thomas Meisel Rasmussen

En spilletid tidligt om eftermiddagen er altid svær på en festival. De største navne går på sent om aftenen, og hvis festivalen har været i gang i flere dage, er publikum som regel en smule bagstive.

Men tyske Nena havde stadigvæk til opgave at ruske op i et publikum, der så småt får trisset sig på plads ved Bøgescenen, nogle af dem med lidt flere grå hår på hovedet end andre.

80’ernes tyske popikon

Det var da også i 80’erne, at Nena havde sin storhedstid, men denne eftermiddag i Skanderborg viste hun, hvem der havde lederhoserne på. Altså ikke den slags lederhosen, men ægte, rocklæderbukser, og på trods af de 65 år på bagen, kan hun stadig sparke sin egen højde.

Bandet var veloplagt og kunne lige så godt have spillet til en punkkoncert i Berlin. De to guitarister lavede mere eller mindre parkour på sceneriet, og trommeslageren havde maksimalt fem kvadratcentimeter hud tilbage, der ikke var tatoveret. Derudover var det også lidt af en familieaffære; Nena havde nemlig datteren med i form af den ene backupsangerinde, mens sønnike spillede på keyboard.

Lieden om luftballoner

Det tog noget tid før publikum fandt sig til rette i new wave/punk-tonerne fra scenen. Det hjælper ikke så meget, når teksterne er på tysk og Nena mere eller mindre »kun« har et hit. MEN sikke dog et hit det er. Et hit, der har hængt ved i årtier, og da en lille hvid ballon lige så stille blev trillet ind på scenen, så vidste man godt hvad klokken var slået.

Kæmpehittet 99 Luftballons er oprindeligt inspireret af en Rolling Stones koncert i Vestberlin, hvor flere balloner blev frigivet og tanken opstod om, hvad der mon ville ske, hvis de fløj over til østsiden, og det blev opfattet som et angreb. Denne aften i bøgeskoven førte sangen heldigvis kun til tysk fællessang og en feststemning blandt de fremmødte.

Det blev dog kun til denne ene, hvide ballon, men det er nok også bedst på sådan en festival, hvor bæredygtighed er i højsædet.

Foto: Inge Lynggaard Hansen
Foto: Inge Lynggaard Hansen
Foto: Inge Lynggaard Hansen
Foto: Inge Lynggaard Hansen
Foto: Inge Lynggaard Hansen
Foto: Inge Lynggaard Hansen
Foto: Inge Lynggaard Hansen
Foto: Inge Lynggaard Hansen
Foto: Inge Lynggaard Hansen