Fortsæt til indhold

Lille by får stort dansestudio: Aldrig før er der slået så mange vejrmøller

Nye og gamle dansere, forældre og ganske almindelige nysgerrige borgere fandt vej til LL Dancestudio i Hvorslev, da Line Lund Olesen holdt åbningsreception på sin nye danseskole.

Kultur og byliv

Det hører til sjældenhederne, at der er mangel på parkeringspladser i Hvorslev. Ikke desto mindre var det tilfældet søndag 10. august, da byens nye dansestudie åbnede dørene for enhver, der havde lyst til at se, hvordan byens gamle forsamlingshus nu bruges som topmoderne dansemekka.

Verden er en diskokugle. Sådan er det at være danser, når man træder ind i LL Dancestudio i Hvorslev. Foto: Bjarke Kirkegaard Nielsen

De mange gæster blev mødt af flag og skilte med LL Dancestudios logo, mens et A-skilt med reklame for fællesspisning vidnede om, at der fortsat vil være andre aktiviteter i byens forsamlingshus.

Bag LL Dancestudio står Line Lund Olesen, og hun var i den grad overrasket over, hvor mange, der valgte at lægge vejen forbi den nye danseskole.

Line Lund Olesen tog imod mange nye dansere og deres familier, som gerne ville vide mere om mulighederne for at starte til dans. Foto: Bjarke Kirkegaard Nielsen

»Jeg var mega overrasket. Der kom både nuværende og kommende dansere samt forældre, naboer og familie. Det var virkelig fedt at mærke den opbakning, der er til danseskolen, og jeg havde slet ikke regnet med, der kom så mange,« fortæller Line Lund Olesen.

Spejle og airtracks

Den ene væg i danseskolens store dansesal bestod af en lang række spejle, og mens mange gæster kastede skæve blikke mod spejlene og forsøgte at skjule sig lidt for dem, tog mange af de rutinerede dansere plads foran spejlene for at øve nogle af deres trin. Man kan næsten sige, at spejlene afslørede, hvem der var, og hvem der ikke var dansere.

Rigtig mange var mødt frem for at se den nye danseskole, og snakken gik på kryds og på tværs. Foto: Bjarke Kirkegaard Nielsen

Det samme kan man sige om to airtracks, som strakte sig gennem dansesalen. Aldrig før er der vel slået så mange vejrmøller på så kort tid i den lille by.

»Bare det, at folk ville komme, var jo sindssygt dejligt. Jeg har jo lagt rigtig mange timer i danseskolen hele sommerferien, og så betyder det selvfølgelig meget, at folk interesserer sig for det. Det var jo heller ikke sådan, at folk bare kom og gik. De brugte faktisk tid i danseskolen, og flere børn havde mod på at prøve vores airtracks. I det hele taget var der bare en god stemning, og det er jeg vanvittig glad for,« lyder det fra Line Lund Olesen.

Nogle øvede sig på spring og dansetrin, mens andre snakkede om forventninger til den kommende sæson. Foto: Bjarke Kirkegaard NIelsen

Perfektionisten

Det var tydeligt, at de mange dansere, der var mødt frem, havde glædet sig til at se hinanden. Nu er det et par måneder siden, den gamle sæson sluttede, og mange havde ikke set hinanden siden. Derfor var gensynsglæden stor, og det var måske også rart for de unge dansere at tænke på noget andet, end at dagen også var den sidste dag i sommerferien, og at skolen ventede, når søndag blev til mandag.

De to airtracks blev brugt med stor entusiasme. Foto: Bjarke Kirkegaard Nielsen

Nu er LL Dancestudio en realitet, og Hvorslev er nu en by med danseskole.

»Jeg synes, vi er klar. Lige nu er jeg spændt, fordi det er første gang, vi står med egne lokaler og så mange hold i gang. Så selvfølgelig er der de her bekymringstanker, men det altså bare småting, vi mangler. Det er bare mig, der er perfektionist,« siger Line Lund Olesen og fortsætter:

»Jeg ved, at instruktørerne er klar, lokalerne er klar og danserne er klar. Og så er vi også max klar, og vi glæder os til at komme rigtigt i gang.«

Det var udelukkende børn, der kastede sig ud i halsbrækkende stunts på airtrack. Det var nok meget godt. Foto: Bjarke Kirkegaard Nielsen