Fortsæt til indhold

Travl koncertsæson venter for Courage-koret

I efteråret venter blandt andet deltagelse i et verdensomspændende musikalsk event.

Kultur og byliv
sra

Koret Courage starter med at øve efter ferien 25. august, og det foregår som sædvanligt klokken 19 i Sognegården i Rønde. Forude venter et tætpakket program frem mod jul, hvor koret kommer til at optræde adskillige gange i vidt forskellige sammenhænge, skriver koret i en pressemeddelelse.

Allerede dagen efter første øveaften, nemlig 26. august, er koret omdrejningspunkt for fællessang i Byparken i Rønde, og her synger Courage også sange fra sit eget repertoire med tekster af blandt andre Jens Rosendal, Steffen Brandt og Lars Lilholt.

I september medvirker Courage i den verdensomspændende musikalske event ”Sing for unity” 21. september. Her synger kor fra alle kontinenter den samme sang som en hyldest til håb og fællesskab i en urolig tid.

I Syddjurs Kommune afvikles arrangementet ved Fregatten Jylland i Ebeltoft, hvor Courage skal synge på dækket af fregatten sammen med andre kor fra Djursland – forhåbentlig foran en tætpakket plads med masser af tilhørere, der synger med.

I oktober giver Courage koncert i kirken i Ørum, og i december venter det traditionelle og meget stemningsfulde julearrangement på Gl. Estrup, hvor Courage synger i riddersalen med efterfølgende fællessang og dans om juletræet. Og endelig sluttes første halvdel af sæsonen af med julekoncert i Thorsager Kirke 17. december.

»Vi glæder os meget til at komme i gang med en spændende sæson. Vi er efterhånden et stort og veletableret kor, men vi tager meget gerne imod nye medlemmer. Det er blot at møde op i Sognegården, når vi synger første gang den 25. august,« siger korleder Malou Reitberger.