Fortsæt til indhold

Biograftips fra en filmelsker: 6 hotte film til årets første efterårsmåned

Sisse Heide Møller fra Kulturhuset Skanderborg giver her sit bud på seks fede filmoplevelser, du kan nyde i borgrafmørket i september.

Kultur og byliv
Sisse Heide MøllerKulturhuset Skanderborg

Rejseholdet - Det første mord

Glæd dig til Christoffer Boes stort anlagte krimi om oprettelsen af Rejseholdet i 1920’erne. Filmen er baseret på Jacob Jonias roman Den yderste grænse og tager udgangspunkt i virkelige begivenheder. Mange kender nok primært Rejseholdet for DR’s serie af samme navn fra 00’erne, men denne gang er vi tilbage ved begyndelsen.

Den ambitiøse politimand Otto Himmelstrup leder det nystartede Rejsehold, der skal hjælpe det lokale politi med opklaring af særligt vanskelige sager. Da et lig findes i et nedbrændt sommerhus i Esbjerg, begynder Otto og hans hold at afdække en usædvanlig mordgåde, der afslører magtkampe og korruption blandt byens spidser.

I hovedrollen som Otto ses Alex Høgh Andersen (fra HBO serien Vikings). Han får selskab af blandt andre Mathilde Arcel, Nicolaj Kopernikus og Lars Ranthe.

Filmen er den første i Biografklub Danmarks nye sæson. Så hvis du gerne vil se film til halv pris, er nu et godt tidspunkt at blive medlem.

The Great Lillian Hall

Oscarvinder Jessica Lange leverer en kraftpræstation i det rørende drama The Great Lillian Hall, der handler om en stor stjerne på Broadways teaterscene. 76-årige Jessica Lange har selv et imponerende CV indenfor både teater og film, der blandt andet inkluderer film som King Kong fra 1976 og Tootsie fra 1983. Det er længe siden man har set Jessica Lange i en stor hovedrolle, så filmen er lidt af et comeback for hende.

Lillian Hall har i sin lange karriere på Broadway aldrig svigtet publikum, men under prøverne på stykket Kirsebærtræet begynder det at smuldre for hende. Hun glemmer sin linjer og både stykkets instruktør (spillet af Jesse Williams), teaterdirektøren (spillet af Pierce Brosnan) og hendes faste højre hånd (spilles af Kathy Bates) bliver bekymrede for hende. Modstræbende opsøger Lillian Hall en læge og konklusionen er desværre ikke opmuntrende.

The Roses

Olivia Colman og Benedict Cumberbatch som ægtepar. I en nyfortolkning af den sorte komedie The War of The Roses. Det kan kun blive godt – og virkelig sjovt.

Livet ser lykkeligt ud for det billedskønne par Ivy og Theo. De har gode karrierer, et kærligt ægteskab og dejlige børn. Men den idylliske facade begynder at slå revner, og snart vælter det frem med indestængt misundelse og forbitrelse. Og skilsmissen bliver alt andet end mindelig.

The Roses er baseret på en roman af Warren Adler, og er en nyfortolkning af filmklassikeren The War of The Roses fra 1989 med Michael Douglas, Kathleen Turner og Danny DeVito. Det er store sko at fylde, men mon ikke Olivia Colman (The Crown) og Benedict Cumberbatch (Sherlock Holmes) er de helt rette til opgaven.

Filmen er instrueret af Jay Roach, der tidligere har stået bag komedier som Austin Powers-trilogien og Meet the Parents.

Downton Abbey – Den store finale

Når man som mig har set 52 afsnit af Downton Abbey i fjernsynet samt de to første film i biografen, bliver man selvfølgelig også nødt til at se den tredje og allersidste film om Downton Abbey og familien Crawley i biografen.

Som altid er der lagt op til masser af drama og familieforviklinger på Downton Abbey. Familien Crawley og deres personale træder ind i 1930’erne og forandringens vinde blæser. Et generationsskifte er på vej, Mary er blevet skilt og Onkel Harold kommer med dårlige nyheder.

Selvom vi må undvære enkegrevinden spillet af Maggie Smith, kan man glæde sig til et gensyn med stort set alle de faste karakterer. Plakaten er nemlig fyldt med velkendte ansigter – både blandt herskabet og tjenestefolkene – fx Michelle Dockery som Lady Mary Talbot, Hugh Bonneville som

Lord Grantham og Jim Carter som Mr. Carson.

Det sidste kapitel af Downton Abbey er selvfølgelig skrevet af seriens skaber Julian Fellowes.

Caught Stealing

Spænd sikkerhedsselen og tag med på en omgang hæsblæsende gangsterkomedie med Austin Butler i hovedrollen. Mange kender nok bedst Austin Butler fra rollen som Elvis Presley, men nu er han aktuel i en noget mere rå og upoleret rolle, der samtidig har masser af humor.

Hank Thompson er et tidligere high school-baseballfænomen. Nu arbejder han på en bar i New York og har en skøn kæreste (spillet af Zoë Kravitz). Da hans punkrock-nabo (spillet af Matt Smith) beder Hank passe sin kat i et par dage, begynder en broget flok gangstere at banke på hans dør. Hank bliver pludselig involveret i noget, han slet ikke ved hvad er. Og gangsterne forventer svar han ikke har. Så nu gælder det om at holde sig i live længe nok til at finde en vej ud. Darren Aronofsky har instrueret.

Bad Guys 2 - De er super barske

Har børnene set den sjove action-animationsfilm Bad Guys i biografen? Så skal de selvfølgelig også se efterfølgeren om den charmerende forbryderbande.

Hr. Ulv, hackeren Frk. Tarantel, pengeboksspecialisten Hr. Slange, forklædningens mester Hr. Haj og det løsgående missil Don Piranha forsøger at nyde deres otium og kun gøre gode gerninger. Men tyvene har svært ved at omstille sig til deres nye liv. For hvem vil stole på en tidligere forbryder? Da en ny pigebande gør deres entre, bliver Hr. Ulv og resten af bandet involveret i ét sidste kup. Det går selvfølgelig ikke stille for sig og involverer blandt andet kapringen af en rumraket.

Filmen er skabt af DreamWorks og har danske stemmer af blandt andre Simon Sears, Lise Baastrup og Pilou Asbæk.