Fortsæt til indhold

Zar Paulo giver gratis koncert under bro i Aarhus

Det aarhusianske band Zar Paulo giver deres første gratis releasekoncert nogensinde, hvilket sker midt under Aarhus Festuge.

Kultur og byliv
jwh

Midt under Aarhus Festuge er der gratis koncert med det aarhusianske band Zar Paulo hos Volume Village under Ringgadebroen.

Det oplyser det aarhusianske spillested i en pressemeddelelse.

Koncerten markerer Zar Paulos udgivelse af singlen ”We Are One”, og finder sted torsdag 4. september.

Aarhusianske Zar Paulo er godt i gang med at slå bandets navn fast i Danmark - seneste tour var hele tre koncerter på både Train i Aarhus og Store VEGA i København således totalt udsolgt, og i sommer var bandet booket til festivalerne Northside, Tinderbox og Syd For Solen.

Sangen ”We Are One” har været en del af bandets livekoncerter siden sommeren 2024, da de spillede den for første gang på Roskilde Festival. Nu bliver den officielt udgivet fredag 5. september - altså dagen efter koncerten i Aarhus.

Releasekoncerten ved Volume Village er gratis, og der er plads til 3.000 publikummer under Ringgadebroen. Zar Paulos seneste tour solgte mere end 10.000 billetter, så spillestedet anbefaler i pressemeddelelsen, at man møder op i god tid for at få ordentlige pladser, da de til koncerten vil gå efter først til mølle.

Bandet antyder, at de også har store nyheder med i baghånden til dem, der møder op – og at de fremmødte kan få adgang til noget helt særligt før alle andre.

»Vi har besluttet at invitere til vores første gratis koncert nogensinde, fordi vi vil fejre, at We Are One udkommer – sammen med jer, der kan bruge vores musik til noget. Kom og fejr det med os! Vi lover, at vi kommer med alt hvad vi har. Og måske har vi også endnu flere nyheder med til dem, som kommer. Vi vil gøre alt for, at de får en særlig oplevelse – og vi lover, at de kan få fat i noget, som ingen andre kan, før dem,« lyder i en fælles udtalelse fra Zar Paulo i pressemeddelelsen.

DJ’s spiller musik fra kl. 18:00, inden Zar Paulo går på scenen kl. 21.