Fortsæt til indhold

»Børnene vil opleve, at deres kærlighed bliver til noget, der gror«

Roselil er ude med nyt familiealbum, hvor hun giver børn en stemme.

Kultur og byliv
kfp

Musikken har siden barndommen fyldt meget hos Annamarie Roselil Søndergaard, Skanderborg, men frøet til det hele blev måske sået endnu tidligere.

Hun oplevede musikkens magi allerede som tre-årig i børnehaven, da en pædagog sang »Jeg er en papegøje fra Amerika«. Duften, stemningen og følelsen fra det øjeblik har fulgt hende lige siden. Nu håber Annamarie Roselil Søndergaard, med kunstnernavnet Roselil, at albummet »Kære Klode« kan give børn og unge håb for fremtiden.

Det forsøger hun ved at sætte ord og toner på noget af dét, der optager nutidens børn.

»Jeg håber, at sangene kan være grobund for samtaler i hjemmet og samtidig så et musisk frø. At barnet, der lytter, kan genkende egne tanker, følelser og drømme – og derigennem opleve en dybere forbundethed med både sig selv, andre - og Jorden,« lyder det fra Roselil i en pressemeddelelse.

Albummet rummer ti originale sange, der kredser om det, børnene rent faktisk går og tænker på – ikke blot det, voksne forestiller sig må fylde i deres tanker. Sangene på det aktuelle album har nemlig afsæt i samtaler, Roselil har haft med en lang række skolebørn for at forstå, hvad der optager dem og for at formidle det, de selv ville mene var vigtigt at fortælle videre, hvis de fik mikrofonen.

På albummet er der sange om alt fra skærmtid, venskab, mangfoldighed, klimabekymringer og hvad der sker, når man dør– skrevet med udgangspunkt i børnenes egne tanker.

Roselil ønsker at skabe sange, som børn kan spejle sig i og som kan fungere som en samtalestarter i familierne. Målet er, at hendes sange kan være med til at bryde tabuer og åbne for samtaler, der ellers kan være svære for forældre at tage med børnene.

»Børnene vil opleve, at deres kærlighed bliver til noget, der gror. Samtidig plantes der en taknemmelighed og en bevidsthed i børnene om at passe på vores klode,« lyder det fra Roselil.

Skæg og ballade

Musikken byder på et farverigt musikalsk mix af pop, folk og reggae og gæster som Mikkel Lomborg (Hr. Skæg) og Carsten Knudsen (De Nattergale) giver ekstra liv og leg til sangene.

En række børnekor medvirker også på albummet. På en række af numrene har Roselil allieret sig med forskellige sangskrivere som bl.a. Ester Haslund Gjerrild og Søren Manscher. Albummet indeholder også sange som den gakkede ’Pandekagemanden’, hvor teksten er skrevet af Roselils dengang tre-årige søn og hans far. En kærlig hyldest til fantasien – med gæsteoptræden af Mikkel Lomborg.

Albummet runder af med sangen »Godnat«, der opstod ud af en ærlig og fin samtale, Roselil havde med en gruppe børn om det at skulle sove, om mørket, tankerne og det trygge i at blive puttet. »Godnat« er skabt til at skabe ro og forbindelse – både for børn og voksne – når dagen runder af, og søvnen langsomt tager over.

Roselil planter håb

Forud for albumudgivelsen har Roselil været rundt på skoler og sunget titelsangen »Kære Klode« sammen med eleverne til morgensang. Efterfølgende skrev skolebørnene små hilsner og kærlighedserklæringer til Jorden på frøpapir.

På papiret, der indeholder frø, skrev eller tegnede børnene, hvad de elsker ved vores klode, hvorfor de synes, den er dejlig og hvad de ønsker/håber for dens fremtid. Frøpapiret blev efterfølgende plantet i jorden og vil efterhånden spire til blomster.

Børnene har således plantet deres håb for Jordens fremtid og vil bogstaveligt talt opleve, at deres kærlighed bliver til noget, der gror. En konkret, sanselig oplevelse: Børnenes omsorg gror. Deres håb får rødder.

»Vi hører mest skræmmende og negative ting, når det kommer til klima. Og om alle de ting vi ikke må. Det bemærkede jeg også havde sat sig i børnene. Jeg vil gerne vende denne angst til noget positivt og motiverende. At vi skal være der for hinanden og være bevidste om hvad der er omkring os,« lyder det fra Roselil.