Fortsæt til indhold

Holder traditionen i live: Kræmmere mødes til festlig dag i midtbyen

6. september inviteres der igen til kræmmermarked i midtbyen.

Kultur og byliv
kfp

Skanderborg Midtby danner igen rammen om et af årets helt store tilløbsstykker, når Skanderborg Cityforening inviterer til Kræmmermarked lørdag den 6. september fra kl. 10.

Hele Adelgade og Ole Lund Kirkegaards Stræde fyldes med kræmmerstande, madboder, musik og aktiviteter for hele familien. Traditionen har gennem årene udviklet sig til et populært samlingspunkt, og sidste år besøgte mere end 20.000 gæster markedet.

I år er der plads til 135 kræmmere, som byder på alt fra hjemmelavet kunst og keramik til spændende specialiteter. En særlig del af markedet er de 70 børnestande, hvor byens børn gratis kan sælge ud af gemmerne og give tingene nyt liv.

»Vi har valgt, at børnenes boder skal være gratis. Det giver både børn og familier en sjov oplevelse, og det bidrager til den helt særlige stemning i byen. Faktisk er der så stor interesse, at vi har udsolgt i vores børnestande,« fortæller Pia Heide Sørensen, citymanager i Skanderborg Cityforening.

Der er plads til 135 kræmmere til årets kræmmermarked, hvor de 70 børnestande er udsolgt. Foto: Per Bille

Mad, musik og aktiviteter

Dagen byder ikke kun på kræmmeri. Byens butikker og restauranter holder åbent, og fire foodtrucks sørger for lækkerier.

På musikfronten kan gæsterne blandt andet opleve Skanderborg Brass Band og sangerinden Victoria, og børnene kan glæde sig til gratis ansigtsmaling fra kl. 10-14 samt tre hoppeborge, der frit kan benyttes.

»Det bliver en festlig dag med masser af liv, oplevelser og forhåbentlig solskin – et event, hvor hele oplandet mødes i hjertet af Skanderborg,« siger Pia Heide Sørensen.

Adelgade spærres for trafik lørdag den 6. september fra kl. 6 til 16.30. Kræmmermarkedet slutter kl. 15.