Fortsæt til indhold

I en god sags tjeneste: Selv de allermindste kan løbe maraton

Børn i alderen to til ti år kan godt begynde at kridte skoene.

Kultur og byliv
csj

42.195. Så mange centimeter – eller knap 422 meter – skal de seje små maratonløbere tilbagelægge, når Rasmus Klump sender dem afsted til Centimeter Maraton i Hammel lørdag 27. september klokken 9.30 med start uden for butikken Wüpp i Østergade 26k.

Det skriver Børneulykkesfonden, der er en af arrangørerne, i en pressemeddelelse.

Centimeter Maraton er for børn i alderen 2-10 år, og de bliver delt op i to grupper: ”Pildskadderne” og ”Gøjerne”. Pildskadderne er de mindste børn, hvor far eller mor må løbe med. Gøjerne er de større børn, som godt kan løbe hele distancen selv. På den måde kan både de helt små og de større børn blive maratonløbere.

Når børnene løber over målstregen, fejres det på rigtig maratonmanér med medaljer, diplomer, løbspose og mulighed for at få en highfive eller et kram af selveste Rasmus Klump.

I en god sags tjeneste

Når man tilmelder sit barn til Centimeter Maraton, er man med til at støtte et godt formål. Al overskud fra løbet går nemlig ubeskåret til Børneulykkesfondens arbejde for at øge børnesikkerheden i Danmark.

Alle tilmeldte børn får en løbspose, en refleksmedalje, et diplom og enten en trafiksikker refleksvest med Rasmus Klump på eller en Rasmus Klump t-shirt.

På dagen er der fællesopvarmning med Rasmus Klump, og der vil også være mulighed for at få taget et billede sammen med Rasmus Klump.

Centimeter Maraton i Hammel afholdes i et samarbejde mellem Hammel Handel & Erhverv og Din Avis Favrskov.