Fortsæt til indhold

Præmier for over 50.000 kroner: Valfarter til fra hele landet for at fange den største fisk

Kultur og byliv
sra

Gudenåens Ørredfond inviterer til årets store Gudenåkonkurrence, der finder sted 19. og 20. september med base på Bamsebo Camping. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Konkurrencen er en traditionsrig begivenhed, hvor lystfiskere fra hele landet samles langs Gudenåen for at deltage i fiskeri, hygge og fællesskab.

Formålet med konkurrencen er at støtte arbejdet i Gudenåens Ørredfond – og overskuddet går blandt andet til udsætninger af laks i samarbejde med Danmarks Center for Vildlaks.

Fredag aften byder traditionen tro på en hyggelig grillaften på Bamsebo Camping, hvor der er plads til både deltagere og deres familier. Her kan man nyde maden, fællesskabet og mødet med andre lystfiskere.

Der er præmier for over 50.000 kroner, fordelt på fangster, juniorpræmier, sponsorbidrag, tombola, lotteri og udtrækning af medlemskaber.

Konkurrencen løber af stablen fra fredag 19. september kl. 16 til lørdag 20. september kl. 16 og afsluttes med præmieoverrækkelse, som altid er et stort tilløbsstykke.

Deltagerbeviser, program, information og præmier kan ses på hjemmesiden gudenaakonkurrencen.dk.