Ville du kunne undvære mobilen i flere dage? Fire unge tester livet i et kollektiv fra 70’erne

Gasolin, Kim Larsen, Lasse og Mathilde. Fingrene løber hurtigt over de forskellige plader, der står side om side i en gammel ølkasse.

Kasper Christoffersen lader Bridge Over Troubled Water med Simon and Garfunkel glide ud af sit cover og lægger pladen på afspilleren. Armen bevæger sig langsomt ned, og snart lyder knitrende toner bag stegeos og småsnak i det tilblomstrede køkken.

»Krydderier?« spørger Mathilde Vestergaard Johansen.

»Jeg tror ikke, der skal krydderier i,« svarer Ida-Bella Bach Greve og kigger i opskriften.

»Bare salt. Og lidt paprika,« siger hun og smiler.

Det skal nok blive et vellykket måltid, bliver de enige om med en god sjat ironi i stemmen.

Flæskesmåkød, tomatketchup, ærter, cocktailpølser og eventuelt kulør. Der er kinesisk risret på menuen i 70’er-kollektivet i Den Gamle By, hvor fire unge fra forskellige steder i landet er flyttet ind og skal bo i fire dage. Det er ikke en ret, de spiser hver og hver anden dag. Eller nogensinde faktisk.

Tilbage til fortiden

De er dumpet ned i den verden, deres forældre voksede op i. Med lange fløjlsnederdele, lilla og lyserøde Converse, stribede skjorter og flat caps forsøger 25-årige Kasper Christoffersen, 24-årige Mathilde Vestergaard Johansen, 22-årige Ida-Bella Bach Greve og 19-årige Frederik Meyer Gaardbo Hansen at blende ind så godt som muligt. Med god hjælp fra museets kostumeafdeling og de slagordsrige omgivelser.

For Ida-Bella Bach Greve var det især hendes interesse for 70’erne; musikken, tøjet, stemningen – alt det hendes forældre har fortalt hende om årtiet, der trak, da hun sendte en videoansøgning for at få lov at deltage i projektet.

»Jeg ville gerne komme tilbage i tiden og lidt væk fra teknologien,« fortæller Kasper Christoffersen.

Han har netop færdiggjort en bachelor i Computer Science, og, som stort set alle andre i hans alder, har han været omringet af skærme hele sit liv. Det var en af de største motivationsfaktorer for ham.

De andre stemmer i.

»Det er svært at leve uden mobilen i dag. Man er afhængig af netbank, Mit-id og Rejseplanen. Men det er ærgerligt – for det gør det svært at tage en pause fra det,« siger Mathilde Vestergaard Johansen.

Her er det tvunget. Frivilligt tvunget. Og det hjælper, fortæller de unge.

Livstanker

At få teknologien lidt på afstand var også en af de ting, Den Gamle By så mest frem til at se udfolde sig hos de unge, der skulle flytte ind hos dem, fortæller Tina Houmand Mortensen, projektleder på K7-projektet på museet:

»Vi fik over 150 ansøgere, og hos mange var der nærmest et lettelses-suk over udsigten til at kunne slippe for skærmene i fire dage.«

Museet håber på, at de unges midlertidige 70’er-kollektivliv kan få dem til at stoppe op og reflektere over, hvad man kan lære af datidens måde at leve og tænke på. Både i forhold til teknologien, men også årtiets fokus på fællesskab og aktivisme er interessant at kigge ind i, siger Tina Houmand Mortensen.

Og det tyder på, at museet lykkes med at sætte tankerne i gang hos de unge kollektivister.

»Det gør det nemmere, at vi er sammen om projektet. Og at vi er sammen om at være uden skærmene,« siger Kasper Christoffersen. Så går man ikke glip af så meget, som man havde gjort, hvis man var alene om det, siger han.

Alarm

»Ups,« udbryder Frederik Meyer Gaardbo Hansen, da det vækkeur, han sidder og fumler med, ringer med et hyl.

De unge er samlet i det dunkle lys i stuen på Havnegade. Over dem hænger et verdenskort med Kina fremhævet i rødt, i den opslåede avis på bordet kan man læse om Stauning eller massearrestationer i Sydkorea, der er kogt vand til te, og fire vækkeure står klar til at blive trukket op til den mobilfrie nat. Det er imidlertid ikke helt simpelt.

»Jeg skulle lige til at sige, at jeg bare ville google det,« siger Kasper Christoffersen.

»Eller spørge chatten,« siger Mathilde Vestergaard Johansen.

Foran dem venter tre dage med solgryn, strikkeworkshop, spil og søndagstur. Tre dage uden Netflix, dankort, Instagram. Og den velkendte Iphonealarm.

»Det bliver spændende at se, om vi kommer op i morgen. Og i så fald hvornår,« siger Mathilde Vestergaard Johansen.

De griner. Ida-Bella Bach Greve drejer på viserne. Hun har muligvis knækket koden.

»Ellers må vi bare vække hinanden,« siger hun og smiler.