Fortsæt til indhold

Kendt navn i kunstverdenen skal være chef i Ebeltoft

Glas — Museet for glaskunst i Ebeltoft har ansat Pernille Taagaard Dinesen som kunstfaglig chef

Kultur og byliv
afh

Glas — Museet for glaskunst i Ebeltoft har ansat Pernille Taagaard Dinesen som kunstfaglig chef. Her skal hun først og fremmest arbejde for at få museet gjort statsanerkendt, og samtidig får hun ansvar for museets samling, forskning, udstillingsprogram og formidling.

Pernille Taagaard Dinesen er cand.mag. i kunsthistorie og dramaturgi og har mange års erfaring med kuratering, ledelse og udvikling af kunstinstitutionelle formater.

Hun har bl.a. været direktør for KØN – Gender Museum Denmark i Aarhus og afdelingsleder for Public Engagement på ARoS.

I sommeren 2023 tiltrådte hun som direktør for museet KØN, og dengang var begejstringen for Julie Rokkjær Birchs afløser stor.

Men allerede halvandet år senere valgte hun dog at forlade posten, og i den anledning sagde hun følgende til Din Avis Aarhus i januar i år:

»Jeg kan bekræfte, at jeg har opsagt min stilling, da det viste sig at være et andet arbejde, end jeg forventede. Det har jeg taget ansvar for, og derfor stopper jeg nu.«

Dengang forklarede hun, at hun ønskede en pause og tid til at tænke sig grundigt om, inden hun tog næste skridt.

Det har hun formentlig gjort nu, og de næste skridt i hendes karriere skal altså udfolde sig i Ebeltoft.

Museet Glas er anerkendt som et af de vigtigste museer for samtidig glaskunst i verden. Pressefoto

Om sin nye rolle på Glas udtaler Pernille Taagaard Dinesen:

»Jeg er superbegejstret for at kunne bidrage til udviklingen af museets fremadrettede udstillingsprogram, dets samling, forskning og formidlingspraksis – herunder glæder jeg mig særligt til at arbejde med at gøre Glas til et statsanerkendt museum. Glas har en innovativ institutionel profil, som placerer sig i et spændende krydsfelt mellem kunsthåndværk og billedkunst. «

Hun skal arbejde tæt sammen med museets direktør, Mikkel Hammer Elming, om ledelsen og udviklingen af museet.

Pernille Taagaard Dinesen har en usædvanlig stærk profil inden for det kunstfaglige felt og bringer både erfaring og vision til museet, udtaler direktør Mikkel Hammer Elming. Foto: Kasper Palsnov

Han siger:

»Pernille Taagaard Dinesen har en usædvanlig stærk profil inden for det kunstfaglige felt og bringer både erfaring og vision til museet. Hun har en skarp forståelse for, hvordan glaskunst kan udvikles i samspil med institutionelle rammer og publikum. Med hendes tiltrædelse styrker vi det faglige afsæt for at realisere vores ambitioner, og jeg ser umanerligt meget frem til det samarbejde, der nu begynder.«

Pernille Taagaard Dinesen tiltræder den 1. oktober 2025.

Glas — Museet for glaskunst er et af de vigtigste museer for samtidig glaskunst i verden. Det er det eneste museum i Danmark, som er dedikeret til at udforske glassets potentialer som kunstnerisk materiale og Djurslands eneste kunstmuseum.

Glas har siden sin grundlæggelse i 1986 været en central aktør inden for glaskunsten. Museet blev skabt i samarbejde mellem danske og internationale kunstnere fra studioglasbevægelsen og har siden fungeret som et mødested for den kunstneriske udforskning af glas.

Museet skiftede navn fra Glasmuseet Ebeltoft til Glas i 2023. Det blev grundlagt med kongelig bemyndigelse af H.M. Dronning Margrethe II og er i dag en af blot 20 institutioner under hendes protektion.