Fortsæt til indhold

Frokost med humlebier og havenisser er kæmpestor succes

En damefrokost i Stilling er blevet noget af et tilløbsstykke, der skaber nye lokale fællesskaber. Arrangementet har været populært i flere år og bidrager til byens sammenhold.

Kultur og byliv

Pia Ankjær Jakobsen har svært ved at tøjle smilet, når hun fortælle om den damefrokost i Stilling, hun nu for tredje år i træk har været med til at stable på benene. Frokosten blev en kæmpestor succes, og der var totalt udsolgt til de 150 pladser.

»En af grundene til, at damefrokosten i Stilling er blevet så populær, er, at det er et uforpligtende selskab, hvor vi bare skal have det sjovt sammen og fejre fællesskabet,« konstaterer hun.

»Lige fra det øjeblik, billetterne sættes til salg, summer hele byen, og der er virkelig rift om at komme med. Det giver et fantastisk sammenhold,« tilføjer hun.

Garden Party kan tolkes på mange måder, og de kreative kvinder i Stilling mødte op til damefrokosten klædt ud som blandt andet dræbersnegle, havenisser, mariehøns og humlebier. Privatfoto

Yngste deltager i damefrokosten var først i tyverne og ældste omkring de halvfjerds. Årets tema – Garden Party – gav anledning til flere kreative fortolkninger, og kvinderne mødte op klædt ud som blandt andet blomsterpiger, havenisser, dræbersnegle, humlebier og mariehøns.

»Damefrokosten opstod for flere år siden, men lå stille i tre år under corona. Nu er vi i gang igen, og det er fantastisk at se, hvor meget damerne gør ud af det. Der er så meget brokkeri alle vegne, men damefrokosten virker modsat og giver os et helt fantastisk fællesskab i byen. Det er virkelig dejligt. Her har man mulighed for at møde andre dejlige damer, man ikke kendte i forvejen, og det giver en masse nye venskaber. Når vi nu møder hinanden i brugsen, så smiler vi og hilser.«

Nye relationer

Både i Stilling og Virring er der godt med lokale foreninger til at understøtte det lokale sammenhold, men Pia Ankjær Jakobsen peger på, at damefrokosten er en rigtig fin mulighed for at bidrage til et fællesskab og skabe sig et netværk, hvis man ikke lige er med i en forening.

»Damefrokosten er i høj grad med til at skabe et større netværk lokalt. Mange får startet nye relationer op ved damefrokosten, og der er faktisk også nogle, der på den måde har fået et jobtilbud. Så det giver os på mange måder et helt unikt fællesskab,« understreger hun.