Jubilæumsgave skal trække børnefamilierne til Bytorvet
Snart bliver midtbyen en legeplads rigere.
For fem år siden var der lagt op til en legeplads midt i Ry.
Faktisk var to legepladser i spil.
En større legeplads på Siimtoften ved Kvickly og en mindre legeplads på Bytorvet. Anledningen var, at Brugsforeningen Tryg ville give Ry en mindeværdig gave, da byen fyldte 150 år i 2021. Jubilæumsgaven lød på 750.000 kr.
»Vi indsendte et forslag om en legeplads på Bytorvet, og det blev heldigvis et af de tre forslag, som blev sendt til afstemning blandt alle medlemmer af Brugsforeningen Tryg,« fortæller Nils Nybro Eriksen, der er næstformand i foreningen Fælles om Ry, i en pressemeddelelse.
Vinderen blev en legeplads på Siimtoften, men projektet er aldrig realiseret. Det viste sig, at arealet er stærkt forurenet og en legeplads kan ikke godkendes indenfor gældende lokalplan.
Fælles om Ry har imidlertid arbejdet videre med Bytorvet. Strategien har været: Hellere mindre legemuligheder spredt over flere steder end kun et centralt sted. I midtbyen er der lagt op til leg ved Fællesskabets Hus, Mølleskolen, Torvehallen og snart også Bytorvet.
Åen i byen
»Vi har indsamlet cirka en halv million til en tematiseret legeplads med overskriften Åen i byen med hentydning til, at Gudenåen løber gennem Ry. Vandet giver anledning til bevægelse, energi, fantasifuld leg og sunde aktiviteter. Derfor glæder vi os rigtig meget til at byde børnene op til leg,« siger Nils Nybro Eriksen.
For det meste er Bytorvet øde og ligger passivt hen, men det skal legepladsen forsøge at ændre.
»Legeinstallationen Åen i byen skal danne grundlag for mangfoldige aktiviteter, der på forskellig vis trækker naturen ind på Bytorvet. Projektet skal ses som et forsøg på at ændre en »stenørken« til i stedet at blive et aktivt grønt åndehul midt i byen,« siger Per Bille, der er formand for Foreningen Fælles om Ry og selv driver forretning på Bytorvet.
Fælles om Ry har i tæt samarbejde med Ry Plus taget initiativ til at etablere legepladsen.
»Som en rapport fra Cowi tidligere har peget på, så mangler der aktive zoner midt i Ry, og her passer legepladsen perfekt ind. Og det er godt set med et tema, der hænger sammen med fortællingen om Søhøjlandet. Formålet med legepladsen på Bytorvet er at skabe glæde, engagement, leg og bevægelse hos børn og refleksion hos voksne. Jeg tror, den vil resultere i mange uformelle fællesskaber og mere godt liv i Ry,« siger Simon Rønlev, chef for Ry Plus.
Der bliver tale om en speciel legeinstallation, hvor man har samarbejde med legepladsfirmaet Kompan om udvikling af kreativ leg, robuste elementer og høj sikkerhed. Placeringen er godkendt af Skanderborg Kommune, der har givet byggetilladelse.
Den nye legeplads forventes færdig i uge 43.