Fortsæt til indhold

Dyster i ældgammel konkurrence: Hvem kan pløje de bedste furer?

Oplev omkring 25 veterantraktorer og op mod 10 moderne traktorer til pløjekonkurrence i Søften.

Kultur og byliv

Kan man konkurrere om at trække den mest lige og nøjagtigt dybe fure med en plov bag et spand heste eller en stor eller lille traktor? Ja det kan man faktisk, og det er endda en disciplin forfinet med både lokale, danske, nordiske, europæiske og sågar verdensmesterskaber, hvor danske pløjere gentagne gange har gjort sig bemærket gennem årene. Det skriver folkene bag pløjekonkurrence i en pressemeddelelse.

Skulle læseren få lyst til at se, hvordan det foregår, vil der være god lejlighed 12. oktober ved Søften. Her vil man kunne opleve den danske elite med ploven bag traktoren. Se omkring 25 veterantraktorer med mere end 25 år på bagen og op mod 10 moderne traktorer.

Pressefoto

CB Veteraner, der har base på Holkjærgård Maskinstation ved Galten nær Hadsten, og Landboungdom afholder nemlig pløjekonkurence ved Kokgården, Rønbækvej 27, 8382 Hinnerup.

»Vi starter kl. 9 med kaffe, kl. 9,40 er der flækning og selve pløjningen starter kl. 12,« fortæller Niels Balle fra Søften, der selv har vundet flere mesterskaber. Niels Balle blev således verdensmester i pløjning i 1985, og stiller selv op til konkurrencerne i år.