Fortsæt til indhold

Dansktopveteraner fik gang i fællessangen i Posthaven

Den ene af "2 Jyder" fik en skør idé, men fik bankpenge til at få fællessang på programmet - og nu skal ideen føres videre.

Kultur og byliv

Anthony Bjerregaard kalder det selv en skør idé, da han så, at Nordea Fonden havde sat en pulje af til at støtte mere fællessang - og besluttede sig for at søge på vegne af andelsboligforeningen i Posthaven i Grenaa, hvor han bor. Fonden har sat ikke mindre end 10 millioner kroner af til, at flere danskere får muligheden for at synge i fællesskab.

Der kom hurtigt positivt svar retur - og så gik det hurtigt med at planlægge et arrangement med ham selv ved mikrofonen og den mangeårige musikalske makker, Marius Dahl Knudsen, på guitar. De to har i over 50 år udgjort duoen ”2 Jyder”, som 16. marts 1974 fik chancen, da Jørn Hjorting præsenterede for en ny sang som kandidat til at komme ind på radiolytternes popularitetsbarometer ”Dansktoppen.

Duoen ”2 Jyder” debuterede med singlepladen ”Da farfar var ung”, og den faldt så meget i lytternes smag, at den ugen efter bragede ind på hitlisten.

»Hvor’n gik det til da farfar var ung, farfar var ung, da farfar var ung.«

Det er linjer, der vækker glade minder hos alle, der husker, da Jørn Hjorting bestyrede ”Dansktoppen” hver lørdag på DR. Sangen om stunderne fra gamle dages høstballer blev et kæmpehit for duoen, der rummede to unge vestjyder, som siden blev østjyder.

Anthony Bjerregaard droppede musikken, da han i 1979 flyttede først til Kolind og siden til Grenaa, mens Marius Dahl Knudsen valgte at satse på musikken ved at uddanne sig på musikkonservatoriet og gøre karriere først i det skrupskøre harmoniorkester Kærne og siden i Østjysk Musikforsyning.

Vi troede, at vi skulle være Simon & Garfunkel på dansk, øvede og skrev sange
Anthony Bjerregaard

Anthony og Marius kendte hinanden fra Varde-egnen, hvor de spillede til baller i forskellige pigtrådsorkestre. Fra 1970 hed orkestret meget betegnende ”Sound 70”, og ud af dette band kom så duoen ”2 Jyder”.

Troede ikke på sangen

»Vi troede, at vi skulle være Simon & Garfunkel på dansk, øvede og skrev sange. Men pladeselskabet Metronome kom med sangen ”Da farfar var ung” til os. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at det kun tog os 10 minutter at indspille den, og jeg troede ikke på den, men den strøg direkte ind på ”Dansktoppen”. Den var kun fire stemmer fra førstepladsen den første uge, men siden var vi nummer et 13 uger i træk, og den rekord er ikke slået siden,« har fortællingen lydt fra Anthony Bjerregaard, som kan se tilbage på en årrække som underviser og kursustilrettelægger på Grenaa Handelsskole.

Billetterne blev revet væk og salen var fyldt, da der var fællessang i Posthaven med "2 Jyder". Foto: Søren Andersen

Onsdag prøvede duoen så noget nyt, da der var fællessang på plakaten i Posthaven i Grenaa. Anthony Bjerregaard havde spurgt i ældrecentret, som er nabo til den andelsboligforening, han bor i, om man var interesseret i at ”2 Jyder” skulle spille og synge kvit og frit.

Det var man, billetterne blev revet væk og hen over kaffekopperne lød onsdag eftermiddag i en fyldt sal mange af de sange, som hittede i Giro 413 for år tilbage. Så der blev både sunget om den lille pige i flade sko, Jens Vejmand og den allersidste dans.

Men festlighederne blev åbnet med dansktopklassikeren om hvordan det var dengang, da farfar var ung. Det var Thøger Olesen, der dengang skrev teksterne til mange af Dansktop-træfferne, der havde oversat en sang, som er skrevet af den irske banjospiller og sanger Gerry Madigan. Han var medlem af bandet Cotton Mill Boys. Orkestret hittede med sangen, der oprindeligt hed ”Joey Moroney”, men som i 1973 kom ind på ”Svensktoppen”, hvorfra Thøger Olesen fordanskede den, som det ofte skete i de år.

Fik teksten ændret

Men Anthony Bjerregaard fik lidt indflydelse på teksten. Oprindeligt skrev Thøger Olesen om »farfar, der nu er død«, men der protesterede Anthony og fik i stedet lov at synge om »farfar, der er så sød«.

Sådan lød ordene da også i salen i Posthaven - og det store publikum kunne godt huske teksten og sang med, som de da også gjorde, når der blev fundet klassiske danske sange i sangbogen og i Posthavens eget sanghæfte. Så sangstemmerne blev luftet og brugt i fællesskab. Krydret med sange, som er at finde på repertoiret hos ”2 Jyder”.

»Den her idé skal bredes ud. Jeg vil tage kontakt til andre andelsboligselskaber, for vi skal da udfylde det hul og behov, som der er. Jeg prøver at få os ud at spille i Kolind og Vivild, men først vil jeg arbejde på at finde sponsorer, så vi kan få trykt vores egen sangbog til at tage med ud,« sagde en glad Anthony efter arrangementet.