Strygekvartetten Who Killed Bambi giver den gas: Nu kan du vinde billetter til dramatisk forestilling
Randers Teater udlodder billetter til jubilæumsforestilling. Få chancen for at opleve »Sort sol – Fladt land« ved at deltage i Din Avis Randers' konkurrence om fire gange to billetter.
Teatret Møllens jubilæumsforestilling »Sort sol – Fladt land« gæster Randers Teater 8. oktober.
I den anledning udlodder Din Avis Randers i samarbejde med Randers Teater 4×2 billetter.
Det eneste, du skal gøre, er at sende en mail til randers@dinavis.dk, hvor du skriver dit fulde navn, mobilnummer og by. Så trækker vi lod blandt alle de indsendte. Vi sletter data efterfølgende. Frist: mandag 6. oktober kl. 12.00.
Forestillingen beskrives som et musikalsk kærlighedsbrev til Sønderjylland og Sydslesvig – et stedportræt, hvor kultur, historie og fællesskab bindes sammen på tværs af kommunegrænser, regioner og landsdele.
Scenen fyldes af et stort ensemble, der favner landsdelens diversitet, og publikum inviteres med til grænselandet gennem billeder, fortællinger og sange.
»Sort sol – Fladt land« er et gribende portræt af Sønderjylland og Sydslesvig – en blanding af teater, musik og historiefortælling, der fanger essensen af regionen og de mennesker, der kalder den hjem,« lyder det fra Teatret Møllen.
Musikken er skrevet af komponist og lyddesigner Johannes Smed i tæt samspil med den århusianske strygekvartet Who Killed Bambi, der skaber et lydlandskab, som rammer både det personlige og det universelle. Instruktionen er lagt i hænderne på Rasmus Ask.