Fortsæt til indhold

Han har i en halv menneskealder talt om vind og vejr – nu vil han ruske op i danskernes moralske klimakompas

Mikael Jarnvig er kendt for sin formidling af vejrforhold. Men klimakrisen fylder hos den garvede vejrvært, der ved siden af sit værtsjob arbejder på at vække danskerne og appellere til deres klimamorale.

Kultur og byliv

Du kender ham uden tvivl.

Det smittende smil, den varme røst og de jordnære forklaringer på vejrfænomer.

Mikael Jarnvig har formidlet vejrudsigter til danskerne i mere end 37 år.

I dag er han 71 år. Han er stadig ansat på DR, hvor han fra Dokk1 i Aarhus fortæller om, hvad man kan vente sig af vejrliget i den nærmeste fremtid. Men Mikael Jarnvig har også en anden mission i tilværelsen.

En mission om at vække danskerne, få dem til at reflektere over det moralske ansvar, og ikke mindst at gøre noget ved den uretfærdighed, der er forbundet med klimaforandringerne.

»Jeg ønsker en bedre og mere retfærdig verden,« fortæller Mikael Jarnvig.

Selv bor Mikael Jarnvig klos op ad skøn natur i Beder, syd for Aarhus. Han kæmper for at vække os alle sammen, så vi kan passe bedre på hele verdens natur. Foto: Joachim Ladefoged

Klima og intet andet

Ved det hvide spisebord i huset i Beder har han fortalt om sin vej ind i meteorologien. Han har fortalt om sine meritter, hvordan han i 1971 startede hos DMI, kom på tv i 1988 hos DR og siden var forbi TV3, DR2, TV3 igen og siden TV2, inden han endte hos DR igen.

Snakken er hyggelig, og da en kat pludselig springer op i træet i haven afbryder Mikael Jarnvig som det naturligste interviewet for at følge kattens færd. Nærmest med et barns fascination.

Men så snart snakken begynder at handle om hans bijob, hvor han turnerer rundt med sit foredrag, bliver han mere fokuseret. Mere opstemt. Mere stålfast i blikket. Og da han beskriver de menneskelige konsekvenser, han selv har set, bliver stemmen endda lettere grødet.

»Jeg har selv set, hvordan klimaforandringerne rammer de allerfattigste i verden. De bliver ramt langt hårdere end de rige. Og hvem har forårsaget problemet? De rige. Det er så oprørende for mig,« siger Mikael Jarnvig.

Hvor hans foredrag førhen sagtens kunne handle om hans imponerende tv-karriere, er der nu helt andre boller på suppen. Det handler om klimaet. Ikke så meget om oplysning, for danskerne er oplyste nok, mener Mikael Jarnvig. I stedet vil han gerne minde om, at det at løse klimaudfordringerne ikke er et teknisk spørgsmål. Det er et moralsk spørgsmål.

»Engang tog jeg rundt og fortalte om min karriere og hvordan højtryk og lavtryk opstår. I dag er der ingen unge mennesker, der ved, hvem jeg er. Nu taler jeg om klimaforandringer, når jeg er ude. Og intet andet,« siger Mikael Jarnvig.

Mikael Jarnvig har i mange år støttet børn i fattige lande og har på rejser dertil selv set elendigheden og de store konsekvenser af klimaforandringer. Indtryk, der gør, at han får en klump halsen, når han taler om det svigt, den rige verden begår. Foto: Joachim Ladefoged

Alle rammes - men forskelligt

Det er ved selvsyn, Mikael Jarnvig har oplevet klimaforandringernes konsekvenser.

For et kvart århundrede siden - hvor bevidstheden om flyvningers udledning af drivhusgasser ikke var så stor - rejste han store dele af verden rundt med sin kone.

Som barn af en spejderfamilie er Mikael Jarnvig selv en friluftsmand. Hvilket de sorte Fjällräven-bukser da også bevidner.

»Jeg kan godt lide dramatiske landskaber. Bjerge, dale, floder, store skove og åbne sletter,« siger han.

Siden fandt de fleste - og herunder også Mikael Jarnvig og konen - ud af, at det var knapt så hensigtsmæssigt at flyve. Og derfor har de de sidste mange år skåret kraftigt ned på deres flyveture.

Ud over storslået natur, har de mange rejser på næsten samtlige kontinenter i verden også vist Mikael Jarnvig de mindre flatterende steder.

Steder, hvor folk ernærer sig på samme måde, som deres forældre gjorde, hvor velstand er fuldstændig fraværende og hvor udsving i temperaturer, tørkeperioder og regnmængder kan betyde forskellen på liv og død.

»Når vi får en oversvømmelse i Danmark, risikerer vi at få vand på gulvet i sommerhuset. Når der kommer en oversvømmelse i Afrika, skrider hele landsbyen ned ad bjerget, der dør hundredevis af mennesker, deres kvæg, afgrøder og marker bliver ødelagt. Så vi bliver alle ramt, men vi bliver ramt meget forskelligt,« siger Mikael Jarnvig.

At løse klimaudfordringerne er også et spørgsmål om kristne værdier som eksempelvis næstekærlighed. Derfor gæster Mikael Jarnvig mange danske kirker med sit foredrag. Foto: Joachim Ladefoged

Moralsk spørgsmål - og kristent

Når Mikael Jarnvig siger, at det er et moralsk spørgsmål at løse klimaudfordringerne, mener han, at vi, i de rige og velstående lande, bør spørge os selv, om ikke vi har råd til at gøre mere, end vi allerede gør.

Det handler dels om at reducere udledningen af drivhusgasser endnu mere, end vi gør i øjeblikket. Og dels handler det om at hjælpe de mange millioner af mennesker, der allerede nu mærker de skæbnesvangre konsekvenser af den forurening vi i de rige lande har ansvaret for.

»De sidste mange COP-møder (FN’s årlige klimatopmøder, red.) har jo ikke handlet om, at vi skal opfinde alt muligt, der kan gøre noget ved problemet. De har handlet om, hvem der skal betale. Og det er der jo ingen af de rige lande, der vil,« siger han.

Med sit foredrag, der hedder »Hallo, hvad sker der for klimaet?« forsøger Mikael Jarnvig at minde almindelige danskere om, at de hver især kan gøre en lille forskel.

»En klog person har sagt, at ingen kan redde hele verden, men alle kan redde nogle. Som verden ser ud i dag, bevæger meget sig i den forkerte retning. Verden som helhed kan ikke redde sig selv fra klimaforandringerne. Men mit håb og optimisme ligger i, at vi hver især kan redde nogle mennesker.«

Som 70-årig er Mikael Jarnvig bevidst om, at alt, også han selv, har en udløbsdato. Og selv om han ikke regner med at nå at opleve et klima i bedring, så håber han alligevel, at nogle af kurverne når at knække, mens han er her.

»Jeg håber at nå at se, at hele verdens udledning af drivhusgasser går nedad, at vi får knækket kurverne. Vi når nok ikke, i min levetid, ned på det niveau, hvor vi burde ligge, men det kommer forhåbentlig bagefter,« siger han.

I sine bestræbelser på at få vakt publikum, når han holder foredrag, inddrager Mikael Jarnvig kristendommen. Foredraget går således også nogle gange under titlen »Klima og Kristendom«. Årsagen er simpel, mener han. Det, der skal til, for at afhjælpe klimakrisen, finder vi i det kristne værdisæt.

»Jeg mener, vi er nødt til at tage fat i vores grundlæggende menneskesyn, for det er jo det, der bestemmer vores handlinger. Det handler om næstekærlighed, det handler om ikke bare selv at have det godt, men at være til gavn for andre mennesker. Vi har ikke bragt noget med os ind i livet, og vi kan heller ikke bringe noget med ud igen,« siger Mikael Jarnvig.

I snart fire årtier har man kunnet opleve Mikael Jarnvig i sit fjernsyn, når han har fortalt om koldfronter og kulinger. Nu har han et andet og vigtigere budskab. Foto: Joachim Ladefoged