Fortsæt til indhold

Nu kan unge gå ind fra gaden og få hjælp på et nyt krisecenter i Aarhus

Som det første sted i Danmark udenfor København kan udsatte unge få krisehjælp i Mejlgade. De kan gå direkte ind fra gaden og få omsorg, rådgivning og fra nytår en seng for natten.

Kultur og byliv

Danmarks eneste krisecenter for børn og unge uden for København åbner i Aarhus 7. oktober.

Nu kan alle unge under 18 år henvende sig personligt eller telefonisk i Mejlgade 47 på anden sal og få råd, hjælp og støtte til de problemer, der plager dem.

»Teenhouse hjælper udsatte børn og unge under 18 år med gratis rådgivning, vejledning og omsorg i trygge rammer. Den unge kan gå direkte ind fra gaden uden forudgående aftale med kommunen og uden nødvendigvis at inddrage forældrene først,« siger den daglige leder Nanna Asmussen.

De unge kan være i krise på grund af konflikter i hjemmet, omsorgssvigt, overgreb eller andre problematikker som gør, at de har brug for akut hjælp og støtte.

Nanna Asmussen har i 10 år arbejdet med udsatte unge i Fundamentet og Kirkens Korshær, hvor hun blandt andet var leder for herberget for unge. I det job har hun mødt mange, der havde brug for hjælp, længe før de fik den.

Nanna Asmussen har ledet Fundamentet for såbare unge og før det Kirkens Korsthærs unge-herberg. Hun ser et stort behov for en tidlig indsats overfor udsatte unge. Foto: Tahmasbi

»I Ung Nat skulle de være over 18 år for at være der, og når de kom, var det tydeligt, at de havde været i problemer længe. De havde allerede misbrug og hjemløshed på rygraden. Vi kan sagtens hjælpe dem tidligere. Lige nu er der meget fokus på unges mistrivsel i folkeskolen og med det kan følge selvmedicinering, fordi de har brug for at lukke nervesystemet ned.«

De unge kan henvende sig anonymt i Teenhouse, og det kan være afgørende for nogle af dem.

»Tit og ofte ved mor og far ikke, hvad der egentlig foregår, og så er vi en sikker havn. Vi kan fortælle dem om deres rettigheder, give et overblik over deres situation og handlemuligheder,« fortsætter Nanna Asmussen.

Hun er jævnligt blevet kontaktet både af pårørende, kolleger i systemet og de unges venner, der har ledt efter hjælp. Men først nu med åbningen af Teenhouse er det muligt rent faktisk at gøre noget for de unge under 18 år.

»Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det her lige er et job for mig, da de spurgte. Man er ekstremt magtesløs, når man står med ramte unge, man ikke kan hjælpe,« uddyber hun.

Teenhouse var mandag 6. oktober åbent for gæster, der gerne ville se det nyistandsatte sted. Foto: Tahmasbi

Lige nu er Nanna Asmussen på Teenhouse i gang med at ansætte børnesagkyndige og frivillige, der alle har en børnefaglig baggrund og erfaring med børn, der lever et turbulent liv.

Hun skal i nærmeste fremtid besøge Joannahuset, der er Københavns krisecenter for unge. Nanna Asmussen ser det som oplagt, at nogle unge vil benytte sig af begge steder. Hun er allerede blevet kontaktet af flere, der gerne vil vide, om det er muligt at overnatte i Teenhouse, fordi de ikke længere kan være i Joannahuset.

Snart kan man overnatte

Det er dog først fra nytår, at Teenhouse kan tilbyde overnatning. Til det skal der bruges andre lokaler, og Nanna Asmussen leder efter det helt rigtige sted i Aarhus.

Det skal være let at komme til med offentlig transport, og børnene og de unge skal være trygge og uforstyrrede.

Hvis en ung indskrives i husly, er det afgørende, at vedkommende befinder sig i en krise. Det kan for eksempel være vold i hjemmet, som gør, at den unge har brug for hjælp og støtte. Det kan også omfatte unge, der midlertidigt har overnattet på gaden eller hos bekendte.