Ny udstilling løfter historien og kryber under huden

Bag på busserne i Aarhus og omegn kan man for tiden se et dystert billede i blåtonede farver af en sagnomspunden figur kaldet Klabautermanden.

Det er en reklame for en ny udstilling på Fregatten Jylland i Ebeltoft, og i denne artikel dykker vi lidt ned under overfladen på museets efterårsudstilling, for faktisk er Klabautermanden bare Lars fra udviklingsafdelingen, der er klædt ud, og udstillingen er egentlig bare en form for test.

Der er ingen fine fornemmelser ved personalet på museet, så det er alle mand på dæk, mens forskellige ideer til, hvordan et museum kan blive fremtidssikret, afprøves.

Også om 10 år

Det er to år siden, at Fregatten Jylland ansatte en ny direktør til at sætte den rette kurs for fremtidens skibsmuseum i Ebeltoft.

Der er søgt fonde, og der er blevet snakket og analyseret en masse, men for udenforstående er der endnu ikke synligt sket alverden.

Masser af ting er på vej, men den slags omkalfatringer tager tid.

»Det kan jo ikke nytte noget, vi laver et museum, som passer til i dag. Vi skal både tænke os godt om og tænke fremad, så vi også laver et museum, der er relevant og interessant om 10 år,« siger direktør Anne-Marie Dohm.

Og imens de laver tegninger og forprojekter, tester de også ideer af, for en af de store udfordringer er, hvordan man kan lave fede, visuelle fortællinger på en gammel dame som Fregatten, når man nu ikke lige kan lægge elkabler i gulvet eller hamre storskærme op i skibssiden.

En af de ideer er udstillingen Med døden under kølen, og den kan kun ses i efterårsferien.

Men allerede inden den åbnede, var det tydeligt, alene på plakaterne og det, som udstillingen lover, at Fregatten er på vej mod fornyelse.

Overtro

Med døden under kølen er en særudstilling, der tager publikum med ind i søfolks overtro og sagn om havets skjulte kræfter.

Sømændene blev nødt til at opfinde væsener for at kunne forklare det dengang uforklarlige, for at skabe disciplin ombord og for at tæmme frygten, når skibene sejlede på de store verdenshave.

En af skikkelserne, som også kan ses i udstillingen, er altså Klabautermanden, der gennem århundreder har været en del af sømandsfortællingernes mørke, men også håbefulde univers.

Klabautermanden blev ofte beskrevet som en lille nisselignende skikkelse – altid med sin lille hammer ved hånden.

Han var i udgangspunktet en godhjertet hjælper, en slags beskytter af skibet, der med sine slag advarede tømrerne om svage steder i skroget. Så længe man kunne høre hans banken, var alt vel. Men når han begyndte at høvle, varslede det uvejr eller forlis.

Over tid fik Klabautermanden dog en mørkere klang i søfolkenes fortællinger. Hvor han tidligere var et varsel om hjælp, blev han senere et tegn på undergang.

I nogle versioner optræder han som et spøgelsesagtigt væsen – en benrad i olietøj med tang i hår og skæg – der viser sig på dækket, når skibet er dømt til at gå ned.

Ifølge overleveringen kommer Klabautermanden om bord over boven, og man skal derfor aldrig lade tovender hænge i vandet – for man risikerer at give ham adgang.

Lars fra udvikling

Udover Klabautermanden kan man også møde andre eksempler på søfolkenes overtro i fregattens særudstilling, nemlig havjætten RAN, Strandvaskeren og Den gale kaptajn.

Kaptajnen spilles i øvrigt også af en ansat, hvis jobbeskrivelse ikke umiddelbart indeholder krav til amatørskuespil, nemlig Haakon Rønnow Petersen. Han er journalist, bor til daglig i Ebeltoft og har i mange år været ansat som guide på fregatten.

For nylig startede han i fast job på museet som formidlingskoordinator, og han har altså også sagt ja til at kropsliggøre en af sagnskikkelserne.

De to andre spilles af erfarne amatørskuespillere, og sammen skal de fire altså hele uge 42 tilføje liv til et formidlingsrum om det at være sømand i gamle dage på Fregatten Jylland.

»Vi kan ikke længere udelukkende formidle på museer som vores ved at undervise med et stykke tekst på væggen eller en dims i en montre. Vi konkurrerer jo med en tid, hvor vi overalt møder visuelle fortællinger i sindssyg høj kvalitet, så hvis vi skal ramme vores publikum, skal vi gøre vores formidling levende,« siger Anne-Marie Dohm.

»Det er virkelig sjovt,« siger Lars Dithmer og virker som om, at seks dages skuespil med tang i håret er en helt naturlig tjans for en chef for museumsudvikling.

Men for ham er det, og også for de andre på Fregatten.

»Vi prøver os frem og kombinerer vores store viden om vores gæster og museumsformidling med leg og gør-det-selv,« siger Simon Nordmak, som er kommunikationsansvarlig på Fregatten og med helt inde i maskinrummet af både den nye udstilling og forvandlingen af fregatten som museum.

Et trin op

Museet har blandt andet samarbejdet med Sofie Stenholt fra Aarhus Teater om kostumer og sminkning, men også et professionelt firma, der kan hjælpe med lyssætning.

»Det er en udfordring at formidle historien, så den kryber helt ind under huden. Ikke fordi den ikke rummer de elementer og fortællinger, der skal til, men på grund af de rammer, vi har.«

»Bare at projicere lys over på en skibsvæg, hvor der er alt muligt, der buler ud og ikke fem centimeter, der er jævne, Det har været noget spændende,« siger Simon Nordmak.

»Det her er et trin op ad formidlingstrappen, både teknisk og formidlingsmæssigt. Alt, hvad vi laver lige nu, er test og læring, test og læring,« forklarer Anne-Marie Dohm.

Hun understreger, at udstillingen skal tale til det emotionelle og invitere gæsterne ind i et drømmeunivers, hvor man både kan blive fascineret og rørt.

For, som hun siger, så handler det om at skabe forbindelser – mellem mennesker, mellem tider – og om at lade historien få puls og liv.

»Vi prøver at tale til hjertet i højere grad end at undervise vores gæster.«

Og så lige en disclaimer: Udstillingen er ikke så uhyggelig, at den ikke er for børn. Tværtimod. Der er masser for både børn og voksne at komme efter hele ugen.