Fra Michelin til rugbrød: Magnus Mondrup har kastet sin kærlighed på smørrebrød
Efter succes med måltidskasser og selskabsmad udvider den tidligere Michelin-kok Magnus Mondrup med Mondrups Smørrebrød på Aarhus Ø – og drømmen er klar: At lave Danmarks bedste smørrebrød.
En god bund af bearnaise, et lille bjerg af langtidsstegt roastbeef, lidt sennepskorn og et drys pulveriseret tørret tomat.
Man kan ikke se rugbrødet længere på det stykke smørrebrød, Magnus Mondrup sirligt placerer på en klargjort tallerken i det lille køkken, der nu går under navnet Mondrups smørrebrød.
I markedshallen Nicolinehus på Aarhus Ø rykkede folkene bag Mad Med Mondrup ind i sidste uge. Siden har de haft travlt. På den helt rigtige måde.
»Børn kan stadig ikke lide min remoulade – den smager af for meget,« griner Magnus Mondrup.
»Men folk er kommet og har sagt, at det er det bedste smørrebrød, de har fået,« siger han og rømmer sig lidt undskyldende på bedste jyske manér.
Danmarks bedste smørrebrød?
Med en baggrund på kokkelandsholdet og toprestauranter i både Danmark og udlandet, ligger det ikke til den 39-årige tidligere Michelin-kok at spare på detaljerne – eller ambitionsniveauet for den sags skyld.
»Min drøm er at lave Danmarks bedste smørrebrød,« siger han.
»Til pengene,« indskyder forretningspartner og medstifter af Mad Med Mondrup, Steinar Stefansson.
De griner. De er ikke helt enige, men for nu får Steinar Stefansson sin vilje.
Nicolinehus er et super godt sted, hvor al maden, der udbydes, er lækker, men det er ikke Michelin-priser, forklarer de. Og det vil det muligvis kræve for at lave Danmarks absolut bedste smørrebrød. Det betyder dog ikke, at Mondrups Smørrebrød ikke har sin berettigelse.
Det har manglet i Aarhus, fortæller de to af tre partnere i Mad Med Mondrup. Smørrebrød af høj kvalitet som stadig er til at betale.
Det begyndte at komme til København for nogle år siden, men Jylland er altid lige et par år eller fem bagud på gastronomifronten.
»Smørrebrød er en dansk tradition, som skal holdes ved lige. Og ligesom for resten af vores forretning er ambitionen, at vores mad altid skal være fyldt med smag, kærlighed og passion,« siger Magnus Mondrup, der blandt andet har en fortid som køkkenchef på Michelin-restauranterne Formel B og Kadeau i København.
Bagagen og nye horisonter
Mad Med Mondrup startede i 2022 i Skødstrup, hvor de lavede færdigtilberedte måltider i måltidskasser, som kunderne blot skulle opvarme. Succesen bredte sig hurtigt til flere Aarhus-forstæder, og firmaet begyndte også at levere selskabsmad.
Kok Christian Bøjlund kom med som tredje partner på holdet, og langsomt begyndte de at orientere sig mod Aarhus centrum, hvor mange kunder efterhånden befandt sig.
Man skulle tro, at den kun syv dage gamle smørrebrødsudvidelse var nyeste element i forretningen, men den 15. oktober genåbnede det aarhusianske konditori Gotfred – nu opkøbt af Mad Med Mondrup, med Gotfreds chefkonditor Sofie Kjærsgaard Jakobsen som partner.
Man kan roligt sige, at der er gang i køkkenet for tiden. Det får imidlertid ikke Magnus Mondrup til at holde igen med drømmene for smørrebrødsudvidelsen:
»Vi drømmer om, at Mondrups Smørrebrød er noget, alle i Østjylland kender og har lyst til at bestille – hvad enten det er til frokost på Aarhus Ø, ti kuverter til et privat selskab eller 150 til et firmaarrangement.«