Brætspil og hygge i Pavillonen
Spil brætspil det meste af søndagen.
Er man ung og til brætspil, bør turen søndag gå til Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Fra klokken 14 byder Pavillung, ungeteamet, der for nylig overtog Lyt Nyt-konceptet i Pavillonen, på et fænomenalt, monster-(u)hyggeligt brætspilsarrangement, hvor enhver brætspiller er velkommen.
Tager man imod invitationen, står den på en episk eftermiddag, med masser af brætspil og masser af snacks, så man kan spille lige præcis sit eget yndlingsbrætspil og holde energien tårnhøj fra klokken 14 og helt til man har sejret i alle de ønskede brætspil.
I Pavillonen har man et solidt udvalg af brætspilsklassikere, men man skal ikke undlade at medbringe sit eget bud på det næste favoritbrætspil fra sin egen samling.
Arrangementet er for unge, ungdommelige sjæle, og alle de, der elsker et godt brætspil. Pavillonen sørger selvfølgelig for at holde hyggen i højsædet med halloween-pynt -og slik, men man behøver ikke at komme uhyggeligt udklædt.