Mange venter forgæves på hospiceplads - nu får politikerne kniven på struben
Alt for mange visiterede til en hospiceplads i Østjyllands dør, inden de får den lovede hospiceplads.
Støtteforeningen Hospice Østjylland er træt af snak og mangel på handling.
I årevis har de kæmpet for et nyt hospice i Østjylland. Foreningen, der har 1300 medlemmer, har en kapital på 1,6 millioner og et positivt tilsagn fra Skanderborg Kommune om køb af en smukt beliggende grund på Vestermøllevej ved Fruering. Men projektet er sat på standby. Det har det været i mere end et år.
Manglen på hospicepladser er indiskutabel. I 2020 rejste Rigsrevisionen, statsrevisorerne og Dansk Palliativ Database en kritik af manglen på palliativ behandling og på hospicepladser i Danmark.
Alene i Region Midtjylland var der sidste år 396 borgere, som var visiteret til en hospiceplads, men ikke nåede at få en plads, inden de dødeVilly Helleskov, formand, Støtteforeningen Hospice Østjylland
Det er fem år siden nu, men intet er sket. Frem til 2030 forventes antallet af ældre over 80 år at vokse markant. I dag er godt 330.000 danskere 80 år eller ældre. I 2030 forventes det tal at være vokset til 433.000. En vækst på 31,2 procent på bare fem år.
»Selv om man er døende, har man ret til at få en rolig og værdig sidste del af livet. Det kan man få på et hospice. Vi ved, at det for både patienter og pårørende er en vigtig faktor at have et hospice i nærområdet,« siger Villy Helleskov. Han var tidligere direktør på Skejby Sygehus. I dag bor han i Skanderborg og er formand for Støtteforeningen Hospice Østjylland.
»I vores del af regionen er der færre som kommer på hospice end i andre dele af regionen. Alene i Region Midtjylland var der sidste år 396 borgere, som var visiteret til en hospiceplads, men ikke nåede at få en plads, inden de døde. De visiteres for sent, fordi der mangler hospicepladser,« konstaterer han.
Tirsdag 28. oktober står Villy Helleskov i front, når Støtteforeningen Hospice Østjylland arrangerer vælgermøde i Højvangens Kirke og stiller skarpt på palliation og de manglende hospicepladser i det østjyske. Blandt de deltagernde kandidater til regionsrådsvalget er Anders Kuhnau (A), Anders G. Christensen (V), Purnimas Erichsen (C), Hanne Roed (B), Bente Strager (F) og Else Kayser (Ø).