Gratis musikfestival fylder Kulturhotellet
Dagen byder på 19 lokale navne fordelt på tre scener – med alt fra jazz og rock til kor, pop og bigband.
Lørdag den 8. november kl. 11.00–20.00 inviterer Kulturhotellet i Rønde endnu engang til en hel dag i musikkens tegn, når Kulturhotellets Musikfestival 2025 løber af stablen. Festivalen er ganske gratis og byder på hele 19 forskellige navne fordelt på tre scener – med noget for enhver musiksmag.
Publikum kan se frem til en farverig musikpalet, hvor alt fra jazz, rock og pop til folk, kor og bigband får plads på programmet. Blandt dagens optrædende finder man både nye og kendte lokale navne som Ungekoret AMOK, Snake Stew, De Fermenterede, Jazz På Første, Smalltown, NØK, NoNonsense og mange flere. Dagen rundes af med swingende toner fra Bigbandet »Unoderne« kl. 18.30.
Bag festivalen står Musik-i-Rønde (MiR), som arrangerer og afvikler begivenheden i tæt samarbejde med Kulturhotellet og en stor gruppe frivillige fra lokalområdet.
De 19 musiknavne er udvalgt blandt oprindeligt 25 ansøgninger.
»Ved at gennemhøre lydeksemplerne kunne vi konstatere, at kvaliteten er rigtig høj – i betragtning af, at det trods alt er et skønsomt udvalg af al den amatørmusik, som blomstrer rundt omkring i Syddjurs-området,« lyder det fra arrangørerne.
Musikerne får ikke honorar, men til gengæld er der i dagens anledning lavet aftaler med professionelle lydfolk om at give de enkelte solister/bands de bedste lyd-teknik-forhold i deres musikudtryk fra de tre scener, så dagens publikum kan få så god en musikoplevelse som muligt.
»Det er vigtigt at skabe mulighed og rum for, at lokale musikkræfter kan vise deres kunnen og måske også inspirere andre til selv at kaste sig ud i musikken.«
Baren holder åbent hele dagen, og de sultne kan glæde sig til lækre, hjemmelavede toasts direkte fra risteren – den perfekte ledsager til en dag fuld af god musik og hyggelig stemning.
Festivalen er støttet af blandt andre Syddjurs Kommune og Lions Rønde, som bakker op om initiativer, der styrker kulturlivet i lokalområdet.
Så, uanset om man er til jazzede toner, popmelodier, korsang eller swingende bigband, så er der lagt op til en dag fyldt med masser af musik og god stemning på Kulturhotellet i Rønde.