Fortsæt til indhold

131 år gammelt kor er kommet i en »uholdbar situation«

Det historiske, 131 år gamle Mandskor samt to andre af Favrskovs kor står pludselig uden leder, og det betyder blandt andet aflyste koncerter.

Kultur og byliv

Finn Nørregaard Hansen forstår ikke helt, hvordan Mandskoret under Hadsten Sangforening er endt i den situation, de står i nu. Efter 30 år med samme korleder – eller dirigent, som det hedder i fagsprog – for de 25 aktive korsangere i det traditionsrige mandskor, står de nu uden, og det er endnu ikke lykkedes at finde en afløser, forklarer han.

»Det er kommet sådan lidt pludseligt. Så lige nu halter vi os igennem. Vi havde en koncert i september, som vi bare ville gennemføre, og så har vi nogle julekoncerter. Vi har en vikar, der hjælper os, men det er helt klart en uholdbar situation.«

Mandskoret er et traditionsrigt kor. Det har eksisteret siden 1894, hvoraf Finn Nørregaard Hansen har været formand for bestyrelsen i de seneste ni år og medlem i de seneste 20.

Korets 25 aktive medlemmer mødes én dag om ugen og øver, men øverne er besværliggjort af, at dirigentpladsen for nuværende står tom.

Og selvsamme korleder har stået i spidsen for KreAktiv Kor og Hadsten Blandede Kor, og derfor er det kritisk at finde en ny dirigent. Men selvom Mandskoret, de andre kor og Favrskov Kommune har sat alle kræfter ind på at finde en afløser, er det endnu ikke lykkedes.

»Jeg forstår ikke, vi ikke kan finde én. Vi er tre kor, der står og mangler, og vi synes da selv, det må være rimelig attraktivt. Det er jo ikke frivilligt arbejde heller. Vi har haft fangarmene ude til alle mulige og umulige institutioner og til konservatorier, ligesom kommunen har været i gang med at søge ud i sit brede netværk. Men fortsat uden held,« fortæller Finn Nørregaard Hansen.

Julen er en kritisk tid

Formanden understreger dog, at der intet er i sol, måne og stjerner eller hans egen fantasi, der kan forestille sig, at det vil ende med en nedlægning af koret. Men det har allerede haft konsekvenser for kalenderen i én af korets absolutte højtider, fortæller han.

»Vi øver fortsat og har sat alt ind på at gennemføre de koncerter, vi har nu her. Men vi har måttet melde afbud på Sall Friplejehjem med en klar aftale om, at vi kommer tilbage igen, når vi kan. Ellers så har vi julekoncerten 1. december i Skt. Pauls Kirke, hvor vi plejer at synge julen ind for fulde huse, og så har vi et lokalt plejehjem, vi stadig kommer ud til, men vi har brug for en korleder,« siger han.

For selvom der er masser af erfaring at trække på blandt stemmerne i koret, så er en dirigent afgørende, lyder det. Én, der er skolet i den mere teoretiske del af musikken, kan betjene et klaver, og som kan dirigere den flerstemmige sang fra koret og ikke mindst være med til at lære nye satser, salmer og sange fra sig.

»Vi er ikke uddannede sangere. Vi kan ikke synge direkte fra et nodeblad, og det er der ikke mange korsangere, der kan. Når vi synger er det jo gerne firstemmigt, og vi skal jo også helst starte og stoppe det samme sted, så det er også blandt opgaverne,« siger han.

Så jagten pågår, mens forberedelserne til de koncerter i juletiden, Mandekoret satser på at gennemføre, er i fuld gang, forklarer formanden.

»Vi prøver hele tiden at søge. ’Er der nogen, der kender nogen, der kender nogen’. Vi sender til stadighed fangarmene ud,« siger han.