Invitation: Kong Frederik og dronning Mary vil gerne møde dig
Fra brandkadet til elbil-ikon: Østervold tilbyder diverse spændende aktiviteter. Der er noget for enhver smag mandag fra klokken 12 til 14 når kongeparret besøger Randers.
I dag mandag bliver en helt særlig dag i Randers.
Kong Frederik og dronning Mary besøger byen i forbindelse med optagelserne til Kongeparrets Priser på Værket om aftenen og alle randrusianere er inviteret til at være med, når midtbyen fyldes af liv, musik og fællesskab.
Allerede fra klokken 12 begynder festlighederne på Østervold, hvor der vil være aktiviteter for både børn og voksne.
Klokken 12.15 ankommer kongeparret til Randers Sundhedscenter, hvor borgmester Torben Hansen tager imod. Herfra går turen videre til Østervold, hvor de får et indblik i Randers Kommunes arbejde med kunst, kultur og musik for børn og unge.
Besøget rundes af ved det store klimabassin, der både opsamler regnvand og er blevet et grønt åndehul midt i byen.
- Sådan kan du være med
- Mellem klokken 12 og 14 summer Østervold af aktiviteter:
- Bliv brandkadet for en dag – prøv udstyr, sprøjt med vand fra en ægte brandbil og hør om fællesskabet i beredskabet.
- Slip kreativiteten løs – mal på keramik hos I Hånden og skab dit eget lille kunstværk inspireret af Underværket.
- Mød en Ellert – Museum Østjylland viser en original Ellert frem, så du kan opleve den ikoniske elbil, der blev opfundet i Randers.
Kort fortalt
Hvor: Østervold, Randers
Hvornår: Mandag 27. oktober kl. 12–14