Fortsæt til indhold

Latinerkvarteret og Strøget tænder stjernehimlen og snefnug i gaderne på præcis den samme dag

Der er dømt lysende snefnug og stjerneskær, når Latinerkvarteret først tænder julelys over brostenene og julemanden derefter tænder stjernehimlen over Strøget.

Kultur og byliv

Latinerkvarteret bringer julens magi tilbage i brostensgaderne og i de stemningsfyldte forretninger fredag 14. november. Der tænder de lyskæder med julefnug.

Det sker et par timer før julemanden tænder tusindvis af stjerner over Strøget på den samme dag.

Der er lagt op til store julehyggedag, når lysene tændes både i Latinerkvarteret kl. 1630 og på Strøget kl. 18.30. Foto: Latinerkvarteret

Begge tændinger er traditioner, der gør Aarhus til et hyggeligere sted i årets mørkeste måneder.

I mere end 20 år har 700.000 stjerner funklet over Strøget fra midt i november til først i januar.

Latinerkvarteret har de seneste tre år også tændt lys i gaderne, og der varer hyggen lidt længere. Der er nemlig snefnug hele vinteren, så de kan lyse helt til februar, hvor det stadig er mørkt og koldt.

Ifølge Christine Riekehr Møller, der driver sit eget designlabel CRM i Volden, er lystændingerne ikke koordineret.

»Men det er et plus for alle, hvis folk tager til byen for at se lysene blive tændt, for så kan de nå at besøge begge steder og byen generelt,« siger hun.

Kl. 16.30 tænder Latinerkvarteret julesnefnuggene, og inviterer jer til en stemningsfuld eftermiddag fyldt med lys, varme og fællesskab.

Koret Voicing synger julen ind, mens lysene tændes.

Ho ho hooo. Julemanden har sine hjælpere med i paraden gennem byen. Den begynder ved Dokk1 kl. 18. Arkivfoto: Helle Arensbak

Julemanden tænder himlen

På Strøget er det selveste julemanden, der tænder tusindvis af lys ved at svinge sin store grydeske og tælle ned fra 10.

Det er næsten lige så mange børn, som der er stjerner, og de råber meget højt i kor sammen med julemanden.

Kl. 18.00 ankommer han med slæbebåden Jakob til Dokk1.

Kl. 18.30 når han Strøget, efter at han har kørt i juleparaden gennem midtbyen.

Det sker i selskab med hjælpenisser og julemusik.

I Latinerkvarteret kan snefnuggene også hænge efter jul, så de lyser gerne helt til februar. Foto: Latinerkvarteret