Fortsæt til indhold

Made In Skanderborg genopstår – og du er inviteret

Hele byen inviteres til gratis koncerter med lokale bands, og det bliver et brag af en fest, lover arrangørerne.

Kultur og byliv
sra

Under overskriften ”Made In Skanderborg” inviterer Skanderborg Musikklub og Musik8660 hele byen til gratis koncerter lørdag 15. november. Det fortæller de to foreninger i en pressemeddelelse.

Minifestivalen, der løber af stablen på Capri, byder på en skøn blandet buket af rock, pop, blues og alt ind i mellem leveret af både etablerede bands med mange kilometer i scenebenene og unge upcommings.

For eksempel kan du opleve bands som Kulør, Railroad, Ligefrem Lykkelig, Never Say Die, Anders Boldsen, DJ Franz Skaaning, Eye 2 Eye, Torben Grønborg samt bands fra Kulturskolens Voxeværk. Og måske endnu flere, for man kan faktisk stadig nå at melde sit band eller kor til at give koncert på tilmeld@musik8660.dk.

Det er ikke første gang, der afholdes ”Made In Skanderborg” – endagsfestivalen, hvor lokale bands springer ud af øvelokalerne og leverer gratis musik til en festlig dag for hele byen. På grund af corona og andre omstændigheder har endagsfestivalen dog ligget stille en periode. Men nu puster Skanderborg Musikklub i samarbejde med foreningen Musik8660 igen liv i konceptet.

Ligefrem Lykkelig spiller også til "Made In Skanderborg". Foto: Thomas Høi

Thomas Høi, talsperson fra Musik8660, fortæller:

»Vi vil gerne give de lokale bands en mulighed for at præsentere deres musik for resten af byen. For der er masser af lokalt musik, der virkelig er værd at lytte til. Også selv om det ikke spilles på Bøgescenen. Og så er det jo bare en god mulighed for at få en superhyggelig dag sammen med andre musikglade mennesker – både dem på scenen, bagved og foran.«

Han opfordrer derfor hele familien Skanderborg til at støtte det lokale musikliv og kigge forbi årets ”Made In Skanderborg”.

Der er fri entré til endagsfestivalen – og desuden mad og drikke til rimelige priser.