Video gik amok: Lokalt egnsteater fik overvældende global opmærksomhed
Syddjurs Egnsteater delte trailer fra gæstespil, som gik viralt med over 6 millioner visninger.
Syddjurs Egnsteater oplevede en uventet og enorm opmærksomhed efter at have delt et lille udpluk fra traileren til forestillingen VIDA, skabt af den spanske dukkefører Javier Aranda. Videoen, som blev delt på teatrets Facebook-profil, fik sidenhen mere end 6 millioner visninger og tiltrak over 16.000 nye følgere siden tirsdag aften.
VIDA var en del af Enestående Festival på Teatret Gruppe 38 i Aarhus og blev opført i Rønde søndag 2. november.
Marion Vick, daglig leder af Syddjurs Egnsteater, er naturligvis ellevild:
»Vi er glade for opmærksomheden, og det er jo helt skørt at så mange mennesker fra hele verden lige pludselig besøgte og kommenterede på Syddjurs Egnsteaters Facebook-profil. Det er rigtig vigtigt for os at pointere, at det var kunstneren, Javier Arandas indhold vi delte, og vi bare var platformen der viste forestillingen.«
Forestillingen VIDA, som var en del af Compañía Javier Aranda, skabte stor interesse og forventning blandt både lokale og internationale teaterentusiaster.
Linket til videoen: https://www.facebook.com/reel/937512482778429/?s=single_unit