Fortsæt til indhold

Sophie åbner eget bageri: Du kan købe brød og kager med surdej

Snart kan de lokale nyde friskbagt surdejsbrød fra Sophie Østergaards hjemmebageri. Hun har tusinder af følgere på Instagram, hvor hun deler ud af sin surdejs-viden. Nu vil hun så sælge brød fra et brødskab.

Kultur og byliv

Brød, boller, focacciastykker, rugbrød, cookies, granola og scones med chokolade. Alt sammen med surdej som fællesnævner. Det er på ”menukortet”, når hjemmebageriet ’Mad med frihed’ slår lågen op til et brødskab på Kirkevej 63D i Hadsten.

Det er 29-årige Sophie Østergaard, som står bag.

Hvis man går op i surdej, så er man muligvis allerede blandt de 28.800, som følger hende på Instagram.

Egentlig er hun uddannet klinisk diætist, men bagning har været hendes store passion helt fra barndommen.

For halvandet år siden opdagede hun for alvor surdejens forunderlige verden, og den var hun helt hooked på.

»Jeg forelskede mig fuldstændig i processen med surdej – og så har jeg nærmest ikke holdt pause en dag siden. Det kan man jo så heller ikke, kan man sige,« fortæller hun med et lille grin og hentyder til, at surdejen jo skal fodres, passes og holdes ved lige hele tiden.

»Det fede er jo, at du vitterligt bygger noget op fra bunden. Du begynder med mel og vand, som i sig selv er ingenting, men så får du skabt den her gavnlige bakteriekultur, som du kan lave de lækreste ting af. Jeg tror aldrig, man bliver færdig med at udvikle sig inden for surdejsbagning, for der er hele tiden noget nyt at tage højde for. Jeg elsker, at det tager flere dage at lave et brød – man kan virkelig smage, at man har skabt et kvalitetsprodukt fra bunden.«

»Hvis du spørger mig, kan man bruge surdej til næsten hvad som helst. Jeg synes, at surdej er så alsidigt, og jeg bruger det også gerne i cookies. Syren giver et godt modspil til det meget søde,« siger Sophie Østergaard. Privatfotos

Tusindvis så pludselig med

Ret hurtigt efter Sophie Østergaard havde fundet sin surdejs-niche, hoppede Instagram-folket med på en kigger. Rigtig mange lappede hendes gratis guide til at opstarte en surdej i sig, og nærmest natten over fik hun tusindvis af følgere.

Hun stoppede som klinisk diætist og gik deltid med sin Instagram-side og hjemmeside. Drømmen er livet som madblogger med brødudsalg ved siden af:

»Det er meget simpelt. Jeg vil gerne kunne leve af det, jeg brænder for: Brød. At sælge det og lave videoer om det. Det er det, jeg arbejder benhårdt for skal ske. Og jeg er nok egentlig ikke så langt fra målet endda,« siger hun og tilføjer:

»Jeg kan slet ikke forestille mig en tilværelse, hvor jeg ikke skal bage. Det er bare en del af mig. Så jeg håber, det kan lykkes.«

Massiv interesse

For et halvt år siden begyndte idéen om et brødudsalg så småt ”at hæve” i hendes hoved, og nu er modet altså bagt færdigt, så lørdag 15. november slår hun lågen op til sit brødskab for første gang – man betaler med Mobilepay.

Interessen har været massiv, og inden for det første døgn, efter hun gik ud med nyheden, er hun blevet blæst bagover af bestillinger.

»Det gik rimelig hurtigt, må jeg sige. Det er sindssygt fedt. Så dejligt, at der er opbakning. Jeg er så glad, og det giver mig virkelig blod på tanden. Altså jeg var virkelig forberedt på, at jeg slet ikke ville sælge noget,« siger Sophie Østergaard.

I brødudsalget på Kirkevej 63D i Hadsten vil man også kunne købe selve surdejen, så man selv kan lege videre med den verden hjemme hos sig selv. Privatfoto

Den store interesse betyder også, at det muligvis bliver sparsomt med brød, boller og rugbrød i brødskabet første åbningsdag.

»Jeg har jo kun den kapacitet, jeg nu engang har: En almindelig hjemmeovn. Jeg har ikke en masse vildt og fancy udstyr. Tanken er jo heller ikke at sætte ting i masseproduktion, men jeg har en mængde, hvor jeg godt kan dele med lokalsamfundet,« siger Sophie Østergaard, som dog ikke lægger skjul på, at hun har lyst til endnu mere:

»Helt klart. Jeg kan ikke sige endnu, hvad det bliver, men når jeg allerede nu mærker en større efterspørgsel, end hvad jeg kan imødekomme, så vil jeg da gerne mere. Til en start en ekstra ovn og et ekstra køleskab.«

Målet er at åbne brødskabet tre dage i ugen. Til en start formentlig lørdage og søndage. Hvordan åbningstiderne præcist ender ud og andre nyheder fra Sophie Østergaards hånd kan man følge med i på Instagram-siden madmedfrihed. Hun vil også orientere i den lokale Facebook-gruppe ’Facebook Hadsten’, når noget nyt er under opsejling.