Ole vil ikke dømmes ude som blegfed og passé, fordi han har benzin i blodet og kødsovs på tallerkenen
Tiden skifter gear i komedien Oles nye auto på Teater Svalegangen, hvor Ole skal finde sin plads i en verden med mandelmælk og quinoa, mens bakspejlet viser en mand, som verden er kørt forbi.
Teaterstykket Oles Nye Auto er et værksted fuld af magi og menneskelig sårbarhed, hvor humoren rammer som en velplaceret oliefinger på en ren, hvid skjorte.
Forestillingen er en skæv komedie om at køre ud i livet på ny. Teater, der minder os om, at vi måske aldrig er kørt helt ud i rabatten – så længe vi tør skifte gear.
Ole er en 50-årig mekaniker, der er blevet alene i sit værksted – og i livet.
En dag får han et kraftigt stød fra en bils motorhjelm. Et uheld, der ryster mekanikeren løs og sender ham på en magisk rejse med en mission: at indse, at selv en mand, der elsker pasta med kødsovs, kan finde sin plads i en verden med mandelmælk og quinoa.
Hjernen bag komedien tilhører Morten Lundgaard, der selv er en mand i 50’erne og som kan genkende Oles udfordringer.
»Jeg forstår godt Ole, men også at nogen er trætte af ham. Stykket er ikke bare en forsvarstale for ham men også en spejling af hvor åndssvage vi mænd +50 år er. Jeg oplever selv, at jeg peaker lige nu, hvor jeg har mere end nogensinde at give verden, fordi jeg nu ved, hvad jeg kan. Men jeg kan godt blive udfordret af nye samfundsnormer,« siger instruktøren Morten Lundgaard.
Når han ikke arbejder med teater, er han højskolelærer og i tæt kontakt med den unge generation, så via dem møder han de nyeste tendenser.
»Jeg hilser woke velkommen, men jeg siger ikke bare ja tak med det samme til alt det nye. Jeg var en af de sidste i Aarhus, der fik en mobil og bruger kun min computer, når jeg skal skrive noget eller tjekke min bankkonto. Instagram falder mig svært, og det tog mig år at vænne mig til sushi. Sådan er Ole også,« forklarer instruktøren, der har skrevet og instrueret succesen ’No Regrets’ om Stig Tøftings liv.
Det nye stykke har præcis som Morten Lundgaard selv en munter tone, når det viser, at Ole har ladet verden gå forbi og ikke forstår hvorfor en ven pludselig vil på silent retreat. Eller hvordan hans datter kan undvære en far til sit donorbarn?
»Jeg synes, at det f.eks. er ok når jeg møder et menneske i Berlin, der identificerer sig som en ræv, ser ræveagtig ud og siger rævelyde ind imellem, at personen dog cykler. Og at to skoleelever i Aarhus identificerer sig som katte. Men jeg mener ikke, at de kan sidde i skolen, hvor de skal lære noget, og sige mjav til læreren,« forklarer den +50-årige.
Morten Lundgaard er opvokset i livlige Aarhus C med bevidst pædagogik og stor rummelighed. Alligevel kan han blive udfordret af de nye tider, så hvordan er det ikke for mænd, der er mere traditionelt opdraget og bor i klassiske miljøer?
Sådan en er Ole, der har gemt sig i sit værksted, mens alle er begyndt at købe elbiler, og ingen har længere brug for Oles Nye Auto.
Publikum kommer med ham på en rejse, der konfronterer ham med alt fra sin rolle som far og eksmand til woke-diskussioner og Oles frygt for at være overhalet af tiden og dømt ude som blegfed og passé.
Morten Lundgaard løfter ikke sløret for, hvordan Ole klarer den opgave, men han lover, at publikum går opløftede hjem.
Forestillingen er en af Teater Svalegangens egenproduktioner. Den kan ses fra 15. november til 13. december 2025 i Store Sal på Teater Svalegangen i Rosenkrantzgade i Aarhus.