Grenaa som juleby holder det høje niveau
Masser af mennesker på gaden, da der blev sat strøm til juleudsmykningen.
Grenaa er aldrig set smukkere ved juletid. Sådan lød det i denne avis for et år siden i beskrivelsen af, hvordan der var blevet skruet op for ambitionerne og juleudsmykningen. Det gav masser af omtale og interesse for, hvordan man i Grenaa havde valgt at skrue lidt på knappen, der styrer julestemningen.
Og efter at have været en del af det menneskehav, der fredag sidst på eftermiddagen mens mørket faldt på, deltog i arrangementet, der kulminerede med tændingen af pærerne i guirlanderne på tværs af byens indre gader og årets juletræ må man sige, at det høje niveau også holder i år.
Da eftermiddag blev til aften, strømmede børn og voksne til centrum. For de fleste var målet i første omgang Museumsgården, hvor julemanden skulle vækkes. Der skulle dog råbes igennem flere gange for at få ham på benene og ud på altanen - og man kunne frygte, at manden med det store, hvide skæg og den røde dragt var blevet et offer for den skimmelsvamp, som nu igen har lukket museet på ubestemt tid.
Musik skal der til
Men sammen med nissefamilien gik han ned ad trappen og til Torvet med FDF Grenaa Brassband i spidsen. Her stod den store stigevogn fra det lokale brandvæsen klar, så julemand og borgmester Kasper Bjerregaard - selvfølgelig efter at være blevet sikret med rem og seler til turen mod højderne - kunne nærme sig toppen af det 12 meter høje juletræ, så der kunne sættes strøm til de mange pærer.
Juletræet er i øvrigt i år hentet i Syddjurs - tæt ved Hornslet. Her har man fundet de flotteste norrmannsgran i en solid højde at vælge mellem - ganske tæt på en landevej, så transporten har været enkel. Heldigvis har man på det store juletræ på Torvet bevaret de flotte røde kugler, som debuterede sidste år.
Også i år gik lyset - helt efter planen - kun ud en enkelt gang, så to gange blev der talt ned fra ti og trykket på knapperne - og så var Grenaa som juleby anno 2025 en realitet.
Så nu er der også lukket op for sæsonen i julebyens boder på Torvet - med masser af mulighed for at finde den perfekte julegave eller nyde en varm drik. Initiativet hertil er igen taget i et samarbejde mellem Handel Grenaa og Grenaa Aktivitets og Musikforening. I et af husene holder julemanden til i dagene op til den 24. december.