Fortsæt til indhold

En håndsrækning til dem, der har det svært: Her kan du hente julegaver til børn - helt gratis

Det er elever fra Randers Realskole, der i bæredygtighedens navn har doneret brugte ting.

Kultur og byliv
sra

Det fire meter høje juletræ under glaspyramiden på Hovedbiblioteket i Randers bliver snart pyntet nedefra med fine pakker til børn i alle aldre. Det fortæller Randers Bibliotek i en pressemeddelelse.

På hver gave står der aldersgruppe og eventuelt hvilket køn, som giveren har vurderet, at gaven vil passe til. Det kan være tøj, legetøj, smykker, spil og meget mere.

»Vi vil gerne lære vores elever at tænke på den grønne omstilling, genbrug og på at gøre noget godt for andre. Derfor har vi bedt dem om at grave dybt i skabene og finde nogle fine ting, som de gerne vil give videre,« siger Gitte Evendorff Andersen fra Randers Realskole.

Konceptet passer perfekt med de bæredygtige initiativer, der bliver arbejdet med på Randers Bibliotek både før og efter verdensmålscertificeringen af biblioteket i 2024.

Konceptet ’Børn hjælper børn’ starter i november måned, hvor Randers Realskole indsamler ting og sager fra eleverne, der godt kan se meningen med initiativet.

»Hvis du har noget, du ikke længere bruger, kan du lige så godt give det til andre, der kan få mere glæde af det,« siger 11-årige Josefine Brock Mostrup fra 5.D.

Hendes jævnaldrende klassekammerat er enig.

»Det er også godt at give noget til dem, der måske ikke har råd til at købe så meget,« siger Frederikke Friis Andersen.

Man kan hente julegaver til børn ganske gratis på Hovedbiblioteket hver dag i den betjente åbningstid fra mandag 1. december til og med tirsdag 23. december - eller lige så længe, der er gaver tilbage under træet.

Der er ingen bestemte krav til den økonomiske situation i de familier, der benytter sig af tilbuddet, men både Randers Bibliotek og Realskolen håber, at man vil benytte sig af tilbuddet med omtanke for dem, der har mest brug for det.