Små historier fra en svunden tid
Årbogen fra det gamle Nørre Djurs er trykt og klar til julehandel.
Sidst i november udkommer der som sædvanlig en ny årbog fra Nørre Djurs Egnsarkiv. De små historier i bogen er fra den tid, der har været. Og disse årbøger er velkendte i mange familier, hvor de bruges som adspredelse fra den tid, vi lever i.
Beretningerne er alt sammen noget, der er sket i det lokale liv, fra den tid vi ynder at kalde for de gode gamle dagePeter Sørensen
»For beretningerne er alt sammen noget, der er sket i det lokale liv, fra den tid vi ynder at kalde for de gode gamle dage. Der ligger noget trygt i at sige den sætning. For oftest er det de gode minder, der så kommer frem,« fortæller Peter Sørensen fra egnsarkivet.
Og der er også gode og trygge minder i den nye årbog. For Betty Nielsen fortæller de historier videre, som hun fik som barn, da hun sad på en trebenet skomagerskammel i hjemmet i Ørum, og hørte sin far fortælle om sit og familiens liv.
Og Inger Lise Rasmussen har fra sin barndomstid i Veggerslev i 1950’erne berettet om, hvem der boede i samtlige huse i landsbyen. Det er der megen historie i. Det var også dengang, at næsten al leg for børnene foregik udendørs sommer og vinter rundt i landsbyen sammen med de andre legekammerater.
Fredssten skabte ballade
Men ikke alt var rosenrødt og uden genvordigheder dengang. For da 18 mænd i Ramten blev enige om at rejse en fredssten i landsbyen i 1945, kendte de ikke til alle de bryderier, det førte med sig. Byens karetmager, Alfred Poulsen, skildrer levende i en beretning, om alle de besværligheder dette arbejde førte med sig. Man kan i bogen også læse, at Ørum præstegård brændte i 1951.
Fra Stenvad, Ramten, Gjerrild og Hjembæk fortælles om tiden for 150 år siden, da ikke alle landmænd havde råd til at have heste som trækkraft. Så blev stude og malkekøer brugt i stedet. På Meilgård brugte de også de seje stude som trækkraft. Men det var til et meget specielt arbejde. I Voldby brugte Jens hverken hest, ko eller stud, til sit markarbejde, men blot sin spade og trillebør.
Noget helt andet var det at være kirkegårdsgraver for nonnerne på Sostrup. Herom fortæller Leif Nyhus Christensen nogle specielle oplevelser.
Fra den tid får man også et indblik i, hvordan jagten foregik i Benzon-skoven. Det er den tidligere forstelev Erik Hulsrøj, som levende fortæller om både klapjagter, rævejagt og strandjagt.
En helt speciel fortælling er den om Hjertehuset i Voldby, som Jens Høgh har skrevet, og som han oplevede som ganske ung. En fantast ville drive en variete i Voldby. Det medførte, at en bil kom hylende og truttende gennem den stille landsby en lørdag eftermiddag med en ung pige spændt fast på kølerhjelmen. Det var en tid uden sidestykke i Voldbys historie.
Ministeren skænkede cognac
Det var også i Voldby, at der i 1960’erne to gange blev skænket cognac for gæster på Benzonslyst hos den mangeårige Venstreminister Anders Andersen, som ikke gik helt til held. Årsagen var den, at gården først fik besøg af den russiske ambassadør, som blev så rasende, at han i stor hast forlod stedet, hvorved han ikke fik den cognac, der ellers var klar til ham. Den tog Anders Andersen og fruen sig så af.
Og da tronfølgeren sammen med prins Henrik besøgte gården, da var det Margrethe, der ingen cognac fik. Den nuppede prinsen lige.
»På Nørre Djurs Egnsarkiv i Gjerrild modtog vi sidste år et foto af en mand i en ramme, hvorom der er en hæderskrans af forsølvede egeblade, men ingen oplysninger ellers. Herom har Ulla Skovsen skrevet en artikel. For efter detektivarbejde lykkedes det hende at finde ud af, hvem den lokale mand var, og hvorfor han skulle hædres så flot. En helt anden tid var det, da stavnsbåndets for unge mænd blev indført i 1733. Da flygtede nogle unge mænd fra deres fødesogn. Deriblandt ti unge mænd fra Nørre Djurs, om dem ved vi lidt. For flere af dem kom tilbage, og blev fæstebønder på egnen, og to kom hjem fra udlandet som ældre. Da var de velstillede, og havde hver en utrolig livshistorie at fortælle,« fortæller Peter Sørensen.
Disse, samt endnu flere historier ser dagens lys ved årets hyggelige bogreception på Nørre Djurs Egnsarkiv, Stokkebro 85 i Gjerrild tirsdag 25. november klokken 14, hvor alle interesserede er velkomne.