"Familien" strømmede til fra nær og fjern for at kramme farvel: Nu har Laila serveret sin sidste skænk

Der er god stemning på Centralkroen i Hadsten fredag 21. november. Det er næsten som om, at gæster og personale insisterer på, at den her fredag eftermiddag skal være festlig.

Selvom den egentlig i virkeligheden også er vemodig.

Snakken går lystigt ved bordene, der er folk i baren, og det er der også rundt om billardbordet, mens der pulses passioneret løs fra tilskuerpladserne i rygekabinerne. Kigger man bag baren, står der, blandt farverige flasker med alskens alkohol, også flere blomsterbuketter. Blomsterne vidner om, at dagen står i afskedens tegn.

Centralkroen ejer, Laila Blak, har sidste arbejdsdag. Hun har solgt sit værtshus – endda på, hvad hun selv kalder meget kort tid. Og pludselig er det nu blevet dagen, hvor hun må tage afsked med det sted, der har været hendes liv de seneste tre år, og hvor hun betragter gæsterne »som familie«, som hun siger.

Det kræver tålmodighed at komme til at tale med Laila Blak den her eftermiddag. Der er ventetid. Hvilket er helt forståeligt, når der nærmest konstant kommer folk ind ad døren med blomster, kage og kram til hende.

For en hel del mennesker har Centralkroen og ikke mindst Laila Blak nemlig været et holdepunkt. Et sted, hvor man bliver mødt, som man er og uden fordomme. Og de mennesker vil rigtig gerne sige farvel til damen bag baren.

Så derfor er det også en rørt Laila Blak, der lige kan finde tid til at tale lidt imellem farvel-krammene.

»Jeg har jo levet hernede i tre år, og det er utrolig hårdt at skulle sige farvel. Men det er fantastisk at mærke, at jeg har fået en plads i de her menneskers hjerter, ligesom de har fået en stor plads i mit,« siger Laila Blak.

Tegninger på væggen

Vi trækker os for en kort bemærkning ud i baglokalet for at kunne tale. Herude er Laila Blak i gang med at pakke de ting ned, som hun skal have med sig fra Centralkroen. Det bliver hun nok først færdig med en gang i løbet af lørdag tidlig morgen efter klokken 5, hvor værtshuset lukker. På væggen inde bagved hænger der blandt andet tegninger, som hun skal have med sig. Dem har hun fået af en tidligere kollegas børn.

Laila Blak er ret hurtig til at svare, da jeg spørger, hvad hun ville sige, hvis hun kunne tale til alle Centralkroen gæster gennem de sidste tre år på én gang:

»Vores kunder har betydet alt for os. Så jeg vil sige tusind tak for støtten, for opbakningen og for at have hjulpet os så meget. Folk er kommet herned og har givet os så meget. De har åbnet armene, og det har været fantastisk og rørende at blive taget imod på den måde og mærke den hjertevarme, der er, mens man er blevet en del af deres familie, fordi de er kommet her i mange flere år end os. Nu er de også en del af min familie, vil jeg sige,« lyder det fra Laila Blak.

»Mor Laila«

Vi må flytte os ud i baren igen. Der er nemlig bud efter den afgående værtshusindehaver. Der er kommet flere, der gerne vil sige farvel og tak til Laila.

»Det er jo fantastisk at blive hentet ude fra baglokalet, fordi der kommer folk forbi, der gerne vil hilse, og som har købt blomster,« siger hun.

Få øjeblikke senere giver hun også lige en ung gut i baren et par dessiner med, efter han har fået en krammer. »Mor Laila« fristes man pludselig til at kalde hende.

»Hvem skal nu holde dig i ørerne, så du ikke slås,« spørger hun.

»Det gør jeg jo ikke mere,« er svaret.

»Nej. Det gør du ikke. Men husk, du kan altid bare ringe, hvis der er noget.«

Og sådan er den unge mand langt fra den eneste, der har oplevet Laila Blak; som én, der også er lidt med til at passe på én. Som Laila selv fortæller det, har hun haft en mor-rolle for rigtig mange fra Den Jyske Håndværkerskole og for Hadsten Højskole.

»De her mennesker betyder så meget for os hernede. Jeg har været lidt mor for mange fra håndværkerskolen og højskolen, og nu kommer de så også langvejs fra for at sige farvel. De har mærket en stor omsorg hernede, og de ved, at skulle der være noget, de har brug for at snakke om, så kan de det med mig. Og det betyder meget, at de er kommet til mig, hvis de har haft noget, de gerne ville tale om,« siger hun.

I løbet af den seneste uge har hun sågar oplevet, at elever, der har forladt skolerne og er flyttet fra byen, har været et smut forbi og sagt farvel til »Mor Laila.«

»I løbet af den sidste uge er der kommet mange af de her unge mennesker langvejs fra – fra Bjerringbro og København eksempelvis – for at sige farvel. Og de har lagt deres telefonnumre. Vi beholder også vores Facebook-side… Jeg har bedt mange af dem om at skrive til mig derinde, og så skal jeg nok svare. Jeg skal nok være der for dem, hvis de har brug for det,« fortæller en rørt Laila Blak.

Inderligt ked af det

Der er tårer blandt grin og kram på Centralkroen denne fredag. For et uundgåeligt stort »farvel« nærmer sig. Farvel til alt det gode og det rørende i ovenstående linjer og til de mennesker, der er blevet »familie« gennem de sidste tre år.

Grunden, til at Laila Blak har måttet sælge Centralkroen, er desværre også alvorlig.

For hendes helbred gør det umuligt at fortsætte, som det er nu. Det er bestemt ikke af hendes gode vilje, at hun stopper. Faktisk var hun nødt til at blive overbevist af dem, der holder af hende, at det var tid til at trække sig.

Laila Blak tager et dybt suk og sunder sig lidt, før hun siger:

»Jeg er så inderligt ked af det i dag. Og jeg er inderligt ked af, at mit helbred har gjort, at jeg ikke kan holde til det her. Eller… det var min familie nødt til at sige til mig. Jeg kunne ikke selv sige det. Jeg er en arbejdshest, og selv med 40 i feber ville jeg stå hernede og arbejde.«

»Så det her med at skulle sige: ‘På gensyn,’ til alle de her mennesker i dag og vide, at man ikke længere skal møde dem i dagligdagen…«

»... det er svært.«

Men det er også nødvendigt. Nu skal Laila Blak bruge den nærmeste fremtid på at passe på sig selv og fokusere på helbredet og familien.

Men det er først fra lørdag. Nogle timer endnu kan Laila Blak fortsat nyde, at der trods alt er en festlig stemning på Centralkroen.

Denne dag styrer hendes datter baren – hun selv har taget fri. Så hun kan være med ved billardbordet og ved bordene og få snakket med de folk, der er omkring hende. Folk fra både den nære familie og den nye familie. Og når det hele bliver for overvældende, kan hun trække sig ud bagved og pakke lidt mere ned.

Når Centralkroen lukker klokken 5 lørdag morgen, og de er færdige med at pakke det sidste ned, så starter der et nyt kapitel for Laila Blak.