Fortsæt til indhold

Trivsel i fokus: Halvanden millioner kroner til børn og unge

Rådmand sætter gang i tre nye initiativer for at understøtte trivsel og udvikling hos børn og unge i løbet af 2026.

Kultur og byliv
ksa

Tre konkrete tiltag skal være med til an understøtte trivsel og udvikling hos børn og unge i Aarhus Kommune i 2026. De tre initiativer har særligt fokus på målrettede indsatser til børn og unge i 2026 og er: Ungekulturhus i Gellerup, kulturforløb på Aarhus Musikskole samt styrkelse af Viby Bibliotek.

»Mistrivsel blandt børn og unge er i de senere år desværre blevet et stort og voksende problem i vores samfund, som vi på alle måder skal forsøge at imødegå. Som kulturrådmand står det derfor højt på min dagsorden, at vi gennem kulturen kan give børn og unge en følelse af fællesskab og kammeratskaber og på den måde styrke deres trivsel og udvikling. De tre initiativer er gode eksempler på, hvordan vi ad nye veje kan tilbyde gode oplevelser til børn og unge sammen med jævnaldrende,« siger kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (RV) i en pressemeddelelse.

Bag de tre nye initiativer står Kultur og Borgerservice og rådmand Rabih Azad-Ahmad, som med en bevilling på knap 1,5 millioner kroner nu har trykket på startknappen.

Ungekulturhus testes

Der igangsættes et pilotprojekt, der har til formål at teste grundlaget for et ungekulturhus i Gellerup. Det overordnede ønske med projektet er at styrke forbindelseslinjerne mellem Ungekulturhuset på Tage-Hansens Gade ( en del af det gamle Amtssygehus) og andre ungemiljøer i byen.

Der er indledt dialog med Gellerup Forsamlingshus, der står over for en transformation fra 2026, da det skal flytte. Pilotprojektet om ungekulturhus i Gellerup skal ske i tæt samarbejde mellem Kultur og Borgerservice, Sociale Forhold og Beskæftigelse samt Børn og Unge. UngiAarhus har allerede fat i en del af de unge i Gellerup, da der er omfattende ungdomsskoleaktiviteter i bygningen.

Fem ugers musikforløb

Det andet initiativ er, at Aarhus Musikskole tilbyder kulturforløb, hvor indsatsen består af et trivselsunderstøttende og fællesskabende kulturforløb til klasser i indskolingen og mellemtrinet. Forløbet kaldes ”Trygheden, der blev væk” og skal bygge videre på erfaringerne fra musikskolens hidtidige kulturforløb ”Et hav af følelser”. Forløbet kommer ud til 1.700 børn (svarende til ca. 24 klasser), som hver får et 5 ugers forløb (45 minutter om ugen).

Alle involverede klasser inviteres afslutningsvis til Musikhusets store sal og en fælles interaktiv version af fortællingen ”Et hav af følelser”.

Forløbene udvikles sammen med børn med diagnoser og andre udfordringer for at sikre, at forløbene er meningsfulde for alle børn, også for dem med mentale eller fysiske udfordringer. De første udviklings- og testforløb vil derfor være med specialskoler og specialklasser, og senere tilbydes det alle skoler i Aarhus Kommune.

Samlingspunkt i lokalområdet

Det tredje initiativ er en styrkelse af Viby Bibliotek, der med midler til ekstra personaleressourcer skal sikre planlægning og gennemførsel af borgervendte aktiviteter og skabelse af nye partnerskaber for børn og unge, men også for voksne i lokalområdet.

Indsatsen står på skuldrene af en tidligere lignende indsats på Tilst Bibliotek, der tydeliggjorde værdien ved målrettede satsninger på de lokale biblioteker.

I Tilst var fokus især på at lave flere aktiviteter ud i lokalområdet og i det fysiske biblioteksrum, fx i form af indsatser med fokus på demokrati og bæredygtighed målrettet unge og formater for, hvordan børn og unge aktivt kan bruge deres stemme. Indsatsen i Tilst betød at besøgstallet i forsøgsperioden steg med 34 procent.