Fortsæt til indhold

Mini-bibliotek i idrætshallen er en succes - nu skal der findes nye steder til bøger på farten

Halbibliotek i Hørning er en succes og skaber nye læsevaner og pusterum for både børn og voksne.

Kultur og byliv
bo

Et halbibliotek i idrætscentret har vist sig at være en særdeles god idé i Hørning. Tre måneder efter lanceringen i Hørning Idrætscenter lyder meldingen fra centerchef Rune Bjerregaard, at både børn og voksne har taget begejstret imod konceptet.

»Der sidder næsten altid brugere, både børn og voksne, i halbiblioteket og læser eller kigger i bøgerne, mens de venter på at skulle til håndbold, gymnastik eller noget tredje. Børnene i vores ungdomsklub kan endda sidde op til otte ad gangen og læse sammen, inden de skal videre til træning. Det skaber et lille pusterum midt i idrætscentret, at man nu også har mulighed for at forsvinde ind i en god historie.«

Bøger i ventetiden

Ideen bag halbiblioteket er enkel. Når tusindvis af mennesker hver uge færdes i Hørning Idrætscenter, opstår der også små lommer af ventetid – tid der nu kan bruges på at opdage en ny bog, tage en læsepause eller låne bøger med hjem. Projektet er skabt med opbakning fra Hørning Idrætsforening og skal være med til at skabe nye læsevaner hos både børn, unge og voksne, forklarer Skanderborg Kommunes Biblioteker i en pressemeddelelse.

Halbiblioteket har givet blod på tanden til at se os om efter andre samarbejdspartnere, som kunne være et godt sted for det næste bibliotek uden for biblioteket
Jens-Ole Winther, bibliotekschef, Skanderborg Kommunes Biblioteker

»Vi ønsker at bringe bøgerne derhen, hvor læseren nemt kan få fat i dem. Med halbiblioteket rækker vi ud til de mange mennesker, der i forvejen opholder sig i Hørning Idrætscenter – og gør biblioteket og læsning til en del af hverdagslivet i nye rammer,« forklarer Jens-Ole Winther, der er bibliotekschef ved Skanderborg Kommunes Biblioteker.

Halbiblioteket er et treårigt pilotprojekt med formidlingsaktiviteter, udstillinger og events. Bøgerne i halbiblioteket finansieres med støtte fra fonde, mens etablering og drift dækkes af de deltagende partnere. Blandt andet har Nordea-fondens pulje for ’Liv i det lokale’ støttet initiativet med 75.000 kr. og for nyligt har projektet modtaget 100.000 kr. i støtte fra Østifterne.

Bøgerne i halbiblioteket bliver løbende udskiftet og har særligt fokus på at præsentere de nyeste og mest populære titler for både voksne, børn og unge. Fondsmidlerne sikrer, at der løbende kan indkøbes nye bøger gennem hele projektperioden.

Siden halbiblioteket åbnede i Hørning Idrætscenter i august har både børn og voksne benyttet sig af muligheden for at læse en bog i ventetiden. Pressefoto

Bibliotek udenfor biblioteket

»Vi arbejder strategisk for at styrke diversiteten af bibliotekets brugere og fremme læselyst og kulturtilgængelighed i hele kommunen. Med halbiblioteket bringer vi biblioteket ud i nye rum og viser, at bøger og bevægelse sagtens kan gå hånd i hånd. Halbiblioteket er et vigtigt skridt mod at gentænke, hvor og hvordan vi møder bøger. Når læsning og bevægelse får lov at gå hånd i hånd, styrkes både den mentale og den fysiske trivsel – og det lokale fællesskab får nye muligheder for at vokse,« siger Jens-Ole Winther.

Den positive respons fra brugerne af halbiblioteket gør, at Skanderborg Kommunes Biblioteker nu begynder at se sig om efter flere egnede steder til spotbiblioteker.

»Halbiblioteket har givet blod på tanden til at se os om efter andre samarbejdspartnere, som kunne være et godt sted for det næste bibliotek uden for biblioteket som det i Hørning Idrætscenter. Vi vil det meget gerne, da det kan være med til at åbne bøgernes verden for nye biblioteksbrugere,« konstaterer bibliotekschefen.