Elmer vil skabe eventyr i byen: »Vi trænger allesammen til mere kærlighed og magi«
Han er plysset og nuttet og måske også lidt glemsom. Til gengæld elsker han børn og at skabe god stemning. Og så er han en del af det nye eventyr om byen Skanderborg.
»Det er sådan en småutryg tid, vi lever i, og hver dag er der masser af dårlige nyheder at forholde sig til. Vi trænger allesammen til mere kærlighed og magi. Og det er det, Elmer skal være med til at skabe i Skanderborg. Byen skal emme af fællesskab, hjertevarme og eventyr.«
Sådan lyder det fra Lone Löwenstein, formand for Skanderborg City, da Din Avis spørger ind til Skanderborgs nye maskot Elmer. Han er en dyr, men god investering, er Lone Löwenstein, city manager Pia Heide Sørensen og eventkoordinator Trine Hamborg Madsen enige om.
Elmers vigtigste opgave fremover bliver at sætte Skanderborg i scene som oplevelses- og handelsby, og her op til jul skal han stå sin første prøve.
Vi vil i fremtiden i langt højere grad markedsføre Skanderborg som en oplevelsesby og koble flere events på.Pia Heide Sørensen, city manager
»Elmer skal være med til at skrive den nye byhistorie for Skanderborg, som børnene vil huske tilbage på med glæde. Han står bag en skattejagt rundt i byen. Han har også en julehule i Adelgade 75, hvor børnene kan klippe og klistre, mens mor og far er på juleindkøb. Og så går han også rundt i Adelgade og spreder julestemning,« forklarer Pia Heide Sørensen.
»Man kan godt sige, at vi nu har en Elmerstrategi for midtbyen, for det er ikke kun til jul, man vil kunne møde Elmer, men også til cityforeningens andre arrangmenter i løbet af året. Jeg tror for eksempel godt vi kan regne med, at han dukker op i badeshorts til Lys Nat,« smiler hun.
»Vi vil i fremtiden i langt højere grad markedsføre Skanderborg som en oplevelsesby og koble flere events på. Med Elmer håber vi at især børnene får et andet forhold til midtbyen, så de gerne vil komme her sammen med deres forældre. Elmer skal være med til at sprede magi og eventyr og give både børn og voksne lyst til at bruge byen og komme i butikkerne,« forklarer Pia Heide Sørensen.
Elmer er skabt lokalt af Maskot Promotion i Hørning, og mange frivillige har stillet op for at være med til at skabe en magisk Elmer-jul i Skanderborg.
»Ungdomsskolen har lavet de tre rensdyr, man kan blive fotograferet i og nogle dygtige sydamer her i byen har syet 16 kapper og nissehuer til børn fra Kulturskolen, som skiftes til at gå rundt sammen med Elmer og sprede julestemning i byen. Vesternølle har lavet nogle særlige juletræsfødder, så vi kan sætte flere træer sammen og skabe små hyggelige juleøer i gaden,« forklarer Pia Heide Sørensen.
På lørdag serverer GF Forsikring gratis risengrød og Skanderborg Brassband underholder med julesange. For børnene er der hygge ved bålet med ristning af skumfiduser og der er åbent i Elmers hule.
I den sidste weekend før jul er der som det kendes fra Rosé-ruten til Lys Nat en gløgg-rute for de voksne gennem byen, hvor man køber et glas hos Chokoladefabrikken eller Pompadour og derefter kan smage på gløggen i 11 forskellige forretninger.
»Nu har vi en ny strategi for, hvordan vi i fremtiden gerne vil tænke julen ind i Skanderborgs handelsliv. Til næste år skal vi have endnu flere samarbejdspartnere til at støtte op om ideen. I år kan de snuse til konceptet og få en fornemmelse af, hvad det er, vi gerne vil opnå, og så håber vi, at de har lyst til at være med, så vi næste år kan gøre det meget mere magisk og eventyrligt i midtbyen,« understreger Pia Heide Sørensen.
Ifølge Lone Löwenstein handler den nye strategi ikke kun om at holde fast i julehandlen lokalt, selvom det vil være dejligt, hvis det bliver resultatet.
»Det er et stort ønske for alle byer, at de bliver besøgt og brugt. Vi har i mange år afsøgt nye veje for at få familierne til at komme ned og bruge byen. Det håber vi, at Elmer vil være med til så folk får lyst til at tage ned i byen og se, hvad der sker. Vi håber selvfølgelig, at det vil være med til, at flere får øjnene op for, hvilke oplevelser der følger med, når man handler i byen. De oplevelser får man ikke, når man handler over nettet,« understreger hun.