Mie lukker sin butik: »Man skal aldrig stoppe med at drømme«
Hun holder meget af sin butik og sine kunder. Alligevel var der noget, der gjorde, at hun var nødt til at tage en meget svær beslutning.
Det er ikke for sjov, at Mie Faurholdt Kierkegaard har kaldt sin butik MieK Kjoler og Kærlighed. Kjoler i alle regnbuens farver er omdrejningspunktet, og hun ville slet ikke kunne drive sin forretning, hvis ikke hun gjorde det af kærlighed.
Men nu er det snart slut. Hun har valgt at lukke sin butik på Thorsgade i Randers.
»Jeg elsker min oase her, men jeg har lyst til at prøve nogle andre ting af. Men det er en kæmpestor del af mig, som jeg nu skal sige farvel til, og det har været en megasvær beslutning,« siger hun og fortsætter:
»For mig handlede det blandt andet om, at jeg ikke ville lande i noget træls økonomisk. Jeg er ikke ved at gå konkurs. Jeg har en god forretning. Men som tiden er nu, kan jeg godt mærke, at folks rådighedsbeløb er blevet mindre, og mine kjoler ligger i den dyre ende. De er nice-to-have.«
Glad i låget
En anden stor årsag til, at Mie Faurholdt Kierkegaard har valgt at lukke sin butik, er som sagt, at hun gerne vil prøve noget andet.
Hun er i gang med at uddanne sig til kropsterapeut, og for hende er det sløjfen, der binder alt det, hun kan, og de uddannelser, hun har taget, sammen.
»Jeg bliver glad i låget, når jeg har haft behandlinger. Det er det, der driver mig. Jeg har altid kunnet se på folk, hvad de har af skavanker. Det er en af de mærkelige evner, jeg har,« siger hun.
Hun har en meget specifik drøm om at arbejde som kropsterapeut, som hun er sikker på, at hun nok skal føre ud i livet.
»Jeg har det her billede, jeg går efter. Jeg ser mig selv sydpå, hvor jeg har en briks i vandkanten, hvor jeg laver kropsterapi. Her arbejder jeg med havet og dets frem- og tilbagetrækning, lyden af havet, duften. Jeg tror, det bliver helt fantastisk. Det vil jeg, og det kommer jeg også til. Jeg kan mærke det,« siger hun og fortsætter:
»Man skal aldrig stoppe med at drømme. Jeg er 52, og jeg drømmer for fuld knald.«
Udover kropsterapeut har Mie Faurholdt Kierkegaard også uddannet sig til coach, mentor, clairvoyant, sexolog, socialpædagog og salgsassistent.
Ikke færdig med mennesker
Det ligger endnu ikke helt fast, hvornår sidste åbningsdag bliver. Lige nu er tanken, at det bliver omkring 1. marts.
»Men det kommer an på, hvor søde mine kunder er til at hjælpe mig af med mit varelager,« siger hun med et smil.
Hun har dog lejemålet et stykke tid endnu, og da hun elsker stedet, drømmer hun om at fortsætte der, efter butikken er lukket.
»Det kunne være fedt at lave huset her om til et fællesskab. Det kan være et behandlerfællesskab eller måske luksusgenbrug. Der er lokaler, der kan bruges til workshop, foredrag, tegnekursus, kaffeklub og sådan noget. Jeg vil gerne blive her, hvis der er nogen, der vil dele med mig,« siger hun.
Selvom hun ikke 100 procent har hverdagen på plads efter butikkens sidste åbningsdag, er Mie Faurholdt Kierkegaard sikker på, at det nok skal falde på plads.
»Jeg har virkelig en følelse af, at den fedeste jobkonstellation kommer til mig i 2026. Og så bliver 2026 fuld af kærlighed. Det har jeg bestemt, så sådan bliver det,« siger hun og fortsætter:
»Jeg er ikke færdig med at arbejde med mennesker, og jeg er ikke færdig med at give kærlighed.«
»Det er ikke mig«
Selvom mange forretninger går konkurs og lukker, så forsikrer Mie Faurholdt Kierkegaard, om at det ikke var der MieK Kjoler og Kærlighed var. Men hun ønskede ikke at komme derhen. Derfor kalder hun sin beslutning for rettidig omhu og noget, der gør hende mere bekymringsfri - også selvom det har kostet mange tårer at tage beslutningen.
»Jeg gør det, før jeg tør det. Det er jeg nødt til, for ellers udvikler jeg mig ikke, og jeg kommer til at stå stille. Det er der intet galt i, hvis man er tilfreds der, hvor man er. Men jeg har behov for udvikling og at rykke mig. Jeg elsker nye perspektiver,« siger hun.
Hun fortæller, at hun nok også kunne have gjort mere ud af onlinesalg. Men samtidig var det faktisk slet ikke en mulighed.
»Jeg kunne sagtens kaste penge efter en webshop, men så ville jeg gøre noget ved min forretning, som ikke er mig. Hvordan skulle jeg gennem en webshop give kunderne alt det, jeg gerne vil,« siger hun og fortsætter:
»Det har aldrig været mit formål at tjene kassen. Det har altid handlet om, hvad der driver mig.«