Fortsæt til indhold

Østjysk hit er eksploderet internationalt - 15 år efter det blev udgivet

Det er på TikTok og Instagram, at nummeret har fået nyt liv.

Kultur og byliv

»I said oh come on baby turn the lights off / oohh oh cuz it’s getting late«

Sådan lød det, da Jon Nørgaard i 2010 leverede vokalen til dj’en Katos Turn the Lights Off fra sidstnævntes debutalbum Discolized.

Dengang var TikTok ikke født og Instagram spritnyt, så det har været umuligt for de to hitmagere at forudse den renæssance, nummeret aktuelt har på netop de platforme.

Det er med en scene fra den amerikanske tv-serie Friends & Neighbors, at sangen har gjort et enormt internationalt comeback. I scenen står den midaldrende skuespiller Jon Hamm med lukkede øjne på et fyldt dansegulv til tonerne af Turn the Lights Off, og et klip herfra har i den seneste tid spredt sig som en steppebrand på TikTok og Instagram.

Ifølge One Seven Music, som er pladeselskabet bag Kato, er der samlet over 350 millioner visninger på Instagram og TikTok, hvor sangen er brugt. Sangen streamer ifølge One Seven Music omkring 615.000 gange dagligt. Det skriver TV2 Østjylland.

Jon Nørgaard fra Grenaa mener, at sangens renæssance skal findes i en nostalgi, hvor 40-årige+ drømmer sig tilbage til en mere ansvarsfri ungdom.

»Det er voksne mennesker, der kan huske nummeret for noget godt. Normalt er det unge mennesker, der står og danser med til et hit, men her er det voksne,« siger han til dette medie.

Han er overrasket over den kæmpe internationale opmærksomhed, det 15 år gamle nummer har fået.

»Det er voldsomt. Det er rimelig surrealistisk. Nummeret er lige blevet brugt på The Daily Show i USA. Det er kun fordi, vi arbejdede så meget med den i sin tid, at vi har et hit. Det viser, at det kan betale sig at gøre sig umage,« siger han.

Tjener du og Kato så kassen på nummeret nu her?

»Vi tjener mange flere penge på den nu, det er klart, men jeg laver musik, fordi det er sjovt og fordi, jeg ikke kan lade være,« siger Jon Nørgaard.

Oprindeligt var det i øvrigt et andet soundtrack, der hørte til scenen med Jon Hamm i Friends & Neighbors.

Jon Nørgaard har nu valgt at genindspille og udgive det 15 år gamle dancehit med kunstnerne Jaxstyle og Justé.