Efter sur smiley har ejer skiftet alt ud: »Vi har arbejdet døgnet rundt«
Fødevarestyrelsens besøg førte til omfattende renovering af restaurant. Ejeren har investeret i nyt inventar for at sikre bedre hygiejne.
Alt er ændret. Der er malet i forområdet og køkkenet. Kølerummet er blevet overfladebehandlet. Gamle borde er skiftet ud, og gamle hylder er fjernet. Hele Dayny Restaurant i Højvangen i Skanderborg har fået en ordentlig overhaling.
For i starten af december var Fødevarestyrelsen forbi. Besøget resulterede i en sur smiley.
Der blev fundet sorte, hvide og grønlige ”skimmellignende belægninger” flere steder i kølerummet. Der lå også indtørrede madrester og flere døde insekter på gulvet.
I kølerummet var der nogle opbevaringshylder, hvor der stod fødevarer på, som var meget rustplagede.
I køkkenet var der spindelvæv under produktionsbordene, fedtede belægninger på inventaret og sorte belægninger i fugerne. I et af lokalerne var der også indtørrede madrester på gulvet.
»Det er ikke sjovt, men det har været et wakeupcall, men vi har taget det til os, og nu har vi fået styr på det,« siger restaurantens ejer.
Alt er skiftet
Siden Fødevarestyrelsens besøg 3. december er stort set alt inventar skiftet ud.
»Vi har arbejdet døgnet rundt for at renovere hele køkkenet og genopbygge vores kølerum. Vi har lavet en ny struktur, så de ansatte er flere timer på arbejde, så vi kan følge op på alle vores arbejdsopgaver,« siger ejeren.
Han forklarer, at der i køkkenet før var borde, der var boltet fast til væggene.
»Vi fik nogle nye borde for halvanden uge siden (interviewet finder sted lige inden jul, red.). De er bevægelige, så man kan trække dem væk og gøre rent under dem. Før, da bordene var boltet fast til væggen, var hjørnerne svære at komme til. Med det nye inventar er det meget lettere at komme til at gøre rent,« siger han.
Derudover er hylderne i kølerummet smidt ud, og der bliver gjort rent derinde op mod fire gange om ugen.
Vil være over standard
Noget af det eneste, der endnu ikke er skiftet, er diskområdet. Restaurantens ejer siger, at der som sådan ikke er noget problem med det, og det er heller ikke nævnt i kontrolrapporten, men han vil også gerne have, at det også bliver bevægeligt, så der nemmere kan gøres rent der også.
»Vi har hele tiden planlagt, at vi skulle have skiftet inventaret ud, så det ville blive lettere at gøre rent, men med travlhed og vores budget har vi gjort det bedste, vi kunne. Men med gammelt inventar så er det, som det er. Der kommer slitage, og det bliver svært at holde rent,« siger ejeren og fortsætter:
»Men der skal være en vis standard, og vi vil også helst ligge over den standard. Derfor har vi investeret i nyt inventar, og vi yder vores bedste.«
Han fortæller, at det nye inventar desuden har gjort det federe for medarbejderne, fordi det er blevet nemmere og mere praktisk for dem at udføre deres arbejdsopgaver.