Fortsæt til indhold

Nu får unges hærgen konsekvenser: Skærer 21 timer af åbningstiden

Unge har skabt utryghed og ødelæggelser på bibliotek, hvilket har ført til indskrænkning af åbningstider.

Kultur og byliv
csj

Fra og med fredag 9. januar indfører Favrskov Bibliotekerne en midlertidig begrænsning af den selvbetjente åbningstid på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.

I perioden frem til og med uge 7 vil adgangen med selvbetjening lukke kl. 19.00 i stedet for kl. 22.00 – alle ugens dage.

»Tiltaget skyldes, at biblioteket desværre har konstateret, at en mindre gruppe unge hen over efteråret – og særligt i perioden omkring jul og nytår – har benyttet biblioteket på en uacceptabel måde. Det har blandt andet omfattet rod, hærværk og forstyrrende adfærd,« skriver Favrskov Bibliotekerne i en pressemeddelelse.

Hændelserne er løbende blevet registreret og meldt til politiet, og i efterårsferien blev den selvbetjente åbningstid allerede midlertidigt begrænset for at mindske risikoen for, at andre brugere skulle møde til ødelagt inventar eller utrygge forhold.

»Da adfærden har taget til i omfang hen over jul og nytår, ser forvaltningen sig nu nødsaget til igen at indskrænke den selvbetjente åbningstid for at sikre, at både brugere og ansatte fortsat møder et trygt, ryddeligt og velfungerende bibliotek og kulturhus hver dag,« lyder det videre i pressemeddelelsen, hvor også kultur- og fritidschef, Ulla Egeberg, udtaler:

»Det er vigtigt for os, at alle kan bruge Hinnerup Bibliotek & Kulturhus trygt og med glæde. Vi er kede af at måtte indskrænke åbningstiden, men vi ser det som nødvendigt for at beskytte de fælles rammer, mens vi arbejder på en langsigtet løsning.«