Poetisk Klubhus holder housewarming i vinterkulden. Det er af glas så gæsterne bør tage uld på
Den litterære vicevært er selv vokset op med kun en kogebog i barndomshjemmet - nu giver hun de unge en forlomme og vil slutte de lukkede døres tid.
Det Poetiske Kvarter ved Godsbanen og Institut for (X) har eksisteret i to år.
1.500 mennesker har deltaget i workshops, oplæsninger, talks og alt det andet, som de poetiske rødder og deres venner har arrangeret rundt omkring i kvarteret og i byen.
Nu bliver det nemt at finde det litterære fællesskab, for det har fået sit eget hus, der ligger tæt op ad indgangen til Godsbanen.
Der er alle velkomne, og på torsdag 15. januar klokken 15 åbner det officielt med taler, oplæsning og en poetisk DJ. Realdania, der har støttet stedet, og den litterære vicevært, Linda Karen Prahl Jørgensen, vil være til stede.
»De mange vinduer i vores klubhus gør os synlige, og det er godt, for vi vil gerne have så mange som muligt til at komme ind til os. Vi håber, at skaterne og de arkitektstuderende stikker hovederne ind, når de går forbi« siger hun.
Kun en kogebog i hjemmet
Linda Karen Prahl Jørgensen beskriver sin egen opvækst som temmelig litteraturløs. Hun er vokset op i et arbejderklassehjem, hvor en kogebog og en brochure om knallerter udgjorde udvalget.
»Jeg har lært mig selv fundraising, hvordan man bygger en skriveworkshop op, og hvordan man skaber en forfatteraften fra start til slut. Nu vil jeg gerne give de unge og nye en forlomme ved at lære dem det,« forklarer Linda Karen Prahl Jørgensen.
»Her kan de få erfaringer i en kulturel branche, som er meget svær at komme ind i, fordi de ofte er sluttede kredsløb. De lukkede døres tid bør slutte,« uddyber hun formålet med klubhuset.
Siden januar 2024 har hun som litterær vicevært skabt arrangementer og aktiviteter, der rækker ud i byrummet i samarbejde med andre.
Der har blandt andet været skriveworkshop på Kirkens Korshærs Spor 7, og forfattervandringer, der har ført til alt fra en privat tagterrasse til plejehjemmet i Carl Blochs Gade, hvor viceværten i december læste op af Peters Jul. Poesirødderne har også skrevet digte på hegnet omkring ZigZag-huset, da det blev opført.
Andre end bare sig selv
Rødderne er unge frivillige, der selv læser og skriver meget og er interesserede i at ændre de lukkede døres tid med en levende formidling for alle.
»De unge har brug for et rum, hvor man kan gå ind og møde andre end sig selv. Hvor man kan føle, at man er vigtig i et forpligtende fællesskab, der ikke bare er et pænt sted,« siger viceværten.
»Huset er et drivhus, hvor man driver noget frem, lader det vokse og gro. Måske skal det omplantes ind imellem, men vi skal sammen finde vejen i vores kaotiske liv,« fortsætter Linda Karen Prahl Jørgensen.
De unge er frivillige Poesirødder, elever på Skrivekunstskolen, der er under Aarhus Litteraturcenter, og De Skønlitterære Aktivister, der er organiseret i Læseforeningen.
Man kan finde klubhusets arrangementer på Facebook og Instagram under Det Poetiske Kvarter. Også Godsbanen og Aarhus Litteraturcenter bringer omtaler på deres hjemmesider
På torsdag klokken 16-17.15 fejrer poeterne donationen fra Realdania og at Poetisk Klubhus fra begyndelsen er blevet støttet generøst af både Kulturudviklingspuljen og Statens Kunstfond.